Vikingeskibshallen i Roskilde

Ved opførelsen af Vikingeskibshallen blev træ blev erstattet af en kraftfuld og dynamisk brug af beton. Det blev betegnet konstruktiv ekspressionisme, fordi selve konstruktionen udnyttes som et virkningsfuldt æstetisk element. Tektonikken, udformningen og sammenføjningen af formelementerne til en helhed er perfekt.

Kort beskrivelse

Vikingeskibshallen, som er en del af Vikingeskibsmuseet i Roskilde, er smukt placeret i nær tilknytning til havnen og det store parkforløb, der fører helt op til Roskilde Domkirke.

Vikingeskibshallen er nok det mest udtryksfulde eksempel på brutalismen i dansk arkitektur – en kraftfuld og dynamisk brug af beton, hvor selve konstruktionen udnyttes som et æstetisk element. Inspirationen fra japansk arkitektur er tydelig; en stolpekonstruktion, hvor træ er erstattet af beton.

Et system af søjler og dragere udgør hallens kraftige betonkonstruktioner, hvor mellemrummene er udfyldt med glas mod fjord og park og pudsede skalmure i tegl i gavlene. Spær og de brede vinduessprosser er præfabrikerede elementer. Alle andre betonkonstruktioner er støbt på stedet med bræddeforskalling, som efterfølgende er behandlet med silikone. Alle udvendige overflader er senere malet hvide.

Når man betragter bygningen er det tydeligt at se, hvad der bærer, og hvad der bliver båret. Alle konstruktive led kan forklares, og statikken er forståelig for enhver. Tektonikken, udformningen og sammenføjningen af formelementerne til en helhed er perfekt.

Fakta om projektet

Opført: 1967-1968
Bygherre: Selvejende institution under Nationalmuseet
Arkitekt: Erik Christian Sørensen
Entreprenør:
A. Jespersen & Søn
Lokation: Vindeboder 12, 4000 Roskilde

Billeder

Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod

Uddybende beskrivelse

Fra Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen

I slutningen af 1950’erne gjorde man ved Skuldelev i Roskilde Fjord et sensationelt fund af vragene af et antal vikingeskibe. Nationalmuseet besluttede, at skibene skulle udstilles i en hal i Roskilde, nær det farvand, de engang havde besejlet. En indbudt konkurrence i 1963 om bygningens udformning blev vundet af Erik Christian Sørensen, professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, hvor en enig dom­merkomité fremhævede den foreslåede mulig­hed for at udstille skibene, så de kunne ses sammen med udsigten til fjorden. Projektet var en fortsættelse af arkitektens ideer om, at en bygnings klare disposition er en afgørende del af formsproget – en præcis modulering som det styrende system, der skaber rytme med mulighed for en række variationer.

Vikingeskibshallen er i høj grad et barn af sin tid. Den frie og rustikke bearbejdning af betonmaterialet, »béton brut«, som blandt andet Le Corbusier viste i La Tourette-klosteret og Ronchamp-kapellet i midten af 1950’erne, fik følgeskab af japanske arkitekter som Kenzo Tange og Kunio Maekawa, der brugte beton, på samme måde som træ blev anvendt i den traditionelle byggeskik. Det var en kraftfuld og dynamisk brug af beton, som blev betegnet konstruktiv ekspressionisme, fordi selve kon­struktionen udnyttes som et virkningsfuldt æstetisk element. En mere udbredt betegnelse for denne retning er brutalisme.

Vikingeskibshallen er nok det mest udtryks­fulde brutalistiske anlæg i Danmark. Inspirationen fra japansk arkitektur er tydelig, en stolpekonstruktion, hvor træ er erstattet af beton. Det er tydeligt at se, hvad der bærer, og hvad der bliver båret, alle konstruktive led kan forklares, statikken er forståelig for enhver. Tektonikken, udformningen og sammenføjnin­gen af formelementerne til en helhed er perfekt.

Bygningen er i princippet ét stort tag, båret af tre tværgående rækker søjlepar med otte i hver, i alt 24, samt seks søjler i hver gavl, der bærer de kraftige gavlpander. Søjleparrene går helt ud i facaderne og opdeler dem i to afsnit, hvor de fem meter høje vinduer inddeles af betonsprosser, udformet som en slags finner, hvilket giver en lukket vægs virkning set på langs af huset, men brydes, når de ved sydvestsol på sydsiden tilbagekaster lyset. De vældige, trug­formede udkragninger af langfacaderne har, ud over at være kantdragere, den funktion, ved sit løft op fra det vandrette plan, at skulle fange reflekslys og derved formidle overgangen fra inde til ude. Det er en effekt, arkitekten angive­ligt havde iagttaget ved orientalsk arkitektur. Den ganske lille spalte over disse dragere har en tilsvarende mission, idet den slipper strejflys ind over loftfladen for at understrege bygnin­gens lethed.  

Men bygningen er også et resultat af indgående proportioneringsstudier i forhold til de gamle skibe, der skulle udstilles, som blandt andet en snitskitse viser. På denne ser man også, hvor vigtige de to langsgående lanterner i taget er for det fint afbalancerede dagslys i hallen, med stort lysindfald fra nord og mindre fra syd.

Det store udstillingsrum er delt i flere niveauer, de slanke skibe ligger i bassiner af søsten, og vandet fra fjorden sender flimrende lysreflekser gennem de store glaspartier. De fleste flader er proportioneret ved anvendelse af kvadrater. Loftfelterne imellem åse og spær er således to kvadrater, og vinduesinddelingerne udgår fra en sammenstilling af kvadrater. Det hævede publikumsareal mod syd er adskilt fra skibenes niveau af en bred muret væg, hvis forside består af mangehulsten, muret på kant og malet. Oversiden er så bred, at der er plads til indbyggede orienteringsplancher, og udsigten over de udstillede skibe og vandet er meget fin.

Dragere, søjler, åse, kanttrug, gavlpander og trappevanger er støbt på stedet, siliconebehandlet med støbemærker. Spær og vægs­prosser er fabriksfremstillede. Alle loftflader er udført af fyrretræsbrædder.

Vikingeskibshallen blev fredet i 1998, men et tiltagende forfald og problemer med utætheder i taget gør, at bygningen står over for en gen­nemgribende renovering.

Loading...