Moesgaard Museum

Moesgaard Museum er med sine 16.000 kvadratmeter - udformet som én stor retvinklet terrænløftning i en eksisterende bakke - et markant ikon i det historiske landskab. Betonteknologisk er bygningen en bedrift.

Kort beskrivelse

Museets tag er udformet som en stor retvinklet terrænløftning i en eksisterende bakke – en sydvendt skrånende grøn flade – hvorunder museet er udlagt i flere niveauer, forsænket i terrænet. Dette dominerende arkitektoniske element indrammes af en kraftig stern i hvidgrå beton. Sternen er udført som præfabrikerede betonelementer. Den indgår i en fin dialog med den solide, tunge betonkonstruktion, funderet i og under jorden, og den æstetiske lethed, hvormed bygningen stræber mod himlen. Alle de øvrige udvendige dele er udført i lys, hvidgrå in situ­støbt beton. 

Indgangen er placeret midt i den åbne vestfacade og giver adgang til den store 100 meter lange foyer – museets hjerte – der rummer information og billetsalg, butik og café. Det er et let og lyst rum, der blandt andet er domineret af den hvide beton, som søjlerne, dragere og væggene består af. Derudover er et af foyerens karakteristika de store gulv­ og trappeflader, der er udført i norsk skifer. Væggenes glatte flader fremviser forskallingen og konushullerne.

Fra foyeren er der adgang til alle udstillingsrummene, et auditorium og flere terrasser med en storslået udsigt ud over Aarhus Bugt samt skov­ og marklandskabet Skåde Bakker.

Fakta om projektet

Byggeår: 2010-2013
Bygherre:
Ejendomsselskabet Moesgaard A/S
Arkitekt:
Henning Larsen Architects
Entreprenør:
MT Højgaard A/S
Ingeniør:
COWI
Lokation: Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg

Billeder

Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod

Uddybende beskrivelse

Fra Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen

Det nye Moesgaard Museum, der har afløst det gamle forhistoriske museum indrettet i herregården Moesgaards avlsbygninger 1964-1970, er opstået ud fra ideen om at samle alle museumsaktiviteterne omkring én indgang i et fælles anlæg, integreret i det smukke, kuperede landskab.  

I 2005 blev der udskrevet en indbudt arkitekt­konkurrence, som Henning Larsen Architects vandt ved at foreslå museets tag udformet som én stor retvinklet terrænløftning i en eksisterende bakke, en sydvendt skrånende grøn flade, hvorunder museet er udlagt i flere niveauer, forsænket i terrænet. Siderne i fladen er åbne for dagslystilgang, og derudover er der flere uens udskæringer med glasfacader ud til hori­sontalt anlagte terrasser. I den nordlige del, hvor administrationen er placeret, udvides ud­skæringerne til at være flere etager høje. Det er muligt at bevæge sig direkte fra det omgivende terræn og op ad den skrånende bakke til dens højdepunkt, 31 meter over bakkens fod. Heroppe er der en storslået udsigt over Aarhus Bugt og skov-og marklandskabet Skåde Bakker.

Indlejringen i landskabet er vellykket, bakken er det dominerende arkitektoniske element, indrammet af den kraftige stern i hvidgrå beton. Denne er udført som præfabrikerede betonelementer, som indgår i en fin dialog med den solide, tunge betonkonstruktion, funderet i og under jorden, og den æstetiske lethed, hvormed bygningen stræber mod himlen.

Ved nærmere eftersyn viser det sig, at det store græstag også er tilgængeligt fra nordsiden, idet en betonrampe løber ind herfra, møder et dybt skår hele vejen op igennem huset fra etagen over foyeren, fortsætter forbi et par indre gårde og munder ud på taget lige oven for den udskårne caféterrasse.  

Rampen er tænkt som en modbevægelse til det skrånende tag og har også den praktiske funktion at skabe direkte adgang til gæsteboli­gerne i tredje og fjerde etage. Man bevæger sig mellem høje in situ-støbte betonmure som klipper i en bjergvæg med himlen over sig og fornemmer, at en apoteose nærmer sig, og ganske rigtigt, pludselig dukker hele udsigten op: fra korridorens smalle passage til de store vidder med marker og enge og hav. Det er et klassisk ele­ment i arkitekturhistoriens vokabularium at stemme sindet til den store oplevelse gennem en afgrænset, nøje tilrettelagt entré. Et mester­ligt træk i bygningens i øvrigt gennemtænkte arkitektoniske program, baseret på betonteknologiens muligheder med store spænd, homogene flader og fri formbarhed.

Også fra foyerens elevatorer er der adgang, da de munder ud i en lille udsigtspavillon, af­dækket af en græsklædt skrå rampe med mod­sat hældning af hovedtaget. Det er et yndet mål for børnefamilier, der her kan tage udgangs­punkt for en oplevelsesrig tur ned ad bakken med barnevogne og klapvogne.

Indgangen er placeret midt i den åbne vestfacade og giver adgang til den store, 100 meter lange foyer, museets hjerte, der rummer infor­mation og billetsalg, butik og café. Et let og lyst rum, der domineres af den hvide beton, som søjler, dragere og vægge er udført af, samt de store gulv-og trappeflader af norsk skifer. Væggenes glatte flader mere antyder end fremviser forskallingen og konushullerne, den lette atmosfære er vigtigst.

Alle lofter, både indvendig og udvendig, er beklædt med lyse kantstillede asketræslister, hvori belysningen er forsænket – et gennemgående element af stor styrke.

Fra foyeren er der adgang til alle udstillings­rummene, et auditorium og flere terrasser med udsigt. På den underliggende etage findes de største udstillingsarealer med adgang fra en monumental trappe med indbyggede platforme til udstillingsformål. Fra alle udstillingsrum er der adgang til terrasser i det fri, så gæsterne kan tage en pause undervejs og nyde den pragt­fulde udsigt.

Auditoriet er placeret med den ene langside mod vest, lige til højre for indgangen og trukket tilbage fra facaden, så der opstår et højt rum båret af udvendige søjler fra gulv til loft, ind­dækket af en bagvedliggende, let glasfacade. De høje, uregelmæssigt placerede vinduer i auditoriet, udsparet i betonvæggen, danner sammen med glasydervæggens alternerende sprossesystem et rum af stor skønhed, især når eftermiddagssolen falder ind og giver strejflys på den glatte betonflade.

Det er første gang i nyere tid, at man i Dan­mark har bygget så stort et museum på én gang, 16.000 kvadratmeter brutto. Alle udvendige dele er udført i lys, hvidgrå in situ-støbt beton, på nær de afgrænsende kantelementer eller sterne, der er præfabrikerede betonelementer. Det er imponerende, at det er lykkedes at opnå samme hvidlige nuance for begge typer beton, således at det er meget svært at se forskel. Sammen er de i høj grad med til at definere den arkitektoniske ide: en bakke indbygget i en bakke, med indkik til en historisk eventyrverden skjult som i en elverhøj. Store glaspartier kendetegner ganske vist den nordre ende, men det er stadig lidt gådefuldt, hvad der foregår derinde efter mørkets frembrud, hvor et nøje planlagt belysningsprogram giver bygningen en helt ny identitet.  

Det nye hus er blevet en del af landskabet, et stykke civiliseret natur, som savner sin lige i nyere dansk arkitektur. Konceptet kunne ikke være realiseret uden den frigjorte, kunstneriske brug af en avanceret betonteknologi, som efterhånden kendetegner det bedste i dansk byggeri.

Loading...