Helsingør Renseanlæg

Selv om anlægget er en om- og udbygning af et bestående, er der opnået et sammenhængende og fast resultat, der udadtil domineres af en bastionsmur, sammensat af betonelementer, og en indgangsside med 16 betonsøjler med mosaikbeklædning. Indadtil dominerer administrationens in situ-støbte rotunde og værkstedsbygningens flisebeklædning.

Kort beskrivelse

Renseanlægget er en om­ og tilbygning til et eksisterende anlæg. Anlægget bygget op som to vinkelstillede fløje, der mødes i en rotunde. Rotunden er udformet som en cirkulær, søjlebåren bygning af pladsstøbt beton. Bygningerne er delvist beklædt med hvide fliser. Disse ses også som mosaikbeklædning indstøbt i overfladen på indgangssidens 16 betonsøjler. Søjlerne er samlet fire og fire af en solid betonoverligger og er forskudt bag hinanden efter vejens krumning. Mosaikbeklædningen er udført i samarbejde med kunstneren Lin Utzon. 

Anlægget begrænses mod omverdenen af en bastionsmur, der er sammensat af få betonelementer. De er kombineret på en raffineret måde, som tilsammen danner en skrånende, mere end fem meter høj væg, mod nord med et stærkt forkrøppet forløb, næsten som en befæstning af kystlandskabet. Elementerne er støbt i lys, glat beton og var oprindelig tiltænkt at skulle dækkes med beplantning. Det er heldigvis ikke sket, da muren i høj grad er med til at skabe arkitektonisk sammenhæng i anlægget.

Fakta om projektet

Byggeår: 1993-1996
Bygherre: Helsingør Kommune
Arkitekt: Boje Lundgaard & Lene Tranberg
Kunstner: Lin Utzon
Entreprenør: Pihl & Søn A/S
Lokation: Færgevej 5, 3000 Helsingør

Billede

Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod

Uddybende beskrivelse

Fra Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen

Renseanlægget er en om-og tilbygning til et eksisterende anlæg, der skulle opgraderes til at kunne overholde nutidige miljøkrav. På grund af arealets afgrænsning mellem jernbanen mod nordvest og Flynderborgvej mod sydøst er anlægget bygget op som to vinkelstillede fløje, der mødes i en rotunde.

Langs jernbanen ligger denitifrika-tions-og luftningstanke samt et værksted, langs vejen ligger for-og efterklaringstanke, sandfang og en slamafvandingsbygning. Dette afsnit afsluttes mod nord af en bastionsmur i et brudt forløb, der opleves som anlæggets primære element set fra denne side.

Rotunden er udformet som en toetages cirkulær, søjlebåren bygning af pladsstøbt beton, som overdækker et efterklaringsbassin. De to etager rummer administrationen med omklædning, kontorer, kontrolrum, konferencerum og kantine, placeret omkring et centralt fordelingsrum og forbundet af en ståltrappe med mahognitrin. Bygningen lukkes af gennemgående glasfacader, der ligesom de indvendige vægge består af både transparente og translucente glastyper.

Arealet mellem fløjene udgør en værksteds­gård, og bygningerne ud til denne er beklædt med hvide fliser, opdelt i kvadratiske felter med 4 × 4 = 16 fliser som grundmodul.

Samme hvide fliser, men sønderdelte, ses også som mosaikbeklædning, indstøbt i overfladen på indgangssidens 16 betonsøjler, samlet fire og fire af en solid betonoverligger og for­skudt bag hinanden efter vejens krumning. Mosaikbeklædningen er udført i samarbejde med kunstneren Lin Utzon. Inspirationen kan meget vel være knyttet til den spansk/catalanske arkitekt Antoni Gaudí (1852-1926), der har anvendt den samme mosaikteknik i adskillige af sine værker.

Anlægget begrænses mod omverdenen af en bastionsmur, sammensat af nogle få beton­elementer, kombineret på en raffineret måde, som tilsammen danner en skrånende, mere end 5 meter høj væg, mod nord med et stærkt forkrøppet forløb, næsten som en befæstning af kystlandskabet. Konushullerne udgør et markant motiv, og der er mange af dem, helt sikkert flere end nødvendigt i forhold til form­trykket – altså et bevidst valg fra arkitektens side. Konushullerne tegner horisontale linjer i muren, som ellers varierer i højde på grund af det skiftende terræn.

Elementerne er støbt i lys, glat beton og var oprindelig tiltænkt at skulle dækkes med beplantning. Det er heldigvis ikke sket, da muren i høj grad er med til at skabe arkitektonisk sammenhæng i anlægget.

Det er sjældent, at renseanlæg og andre infrastrukturelle byggerier udviser æstetiske, arkitektoniske kvaliteter, men her er ambi-tionerne blevet skærpet af beliggenheden og ønsket om at opnå en samlet helhed trods meget forskelligartede elementer.

Loading...