Gug Kirke

Med sine rå betonfacader er Gug Kirke en arkitektonisk nyskabelse inden for kirker. Den pladsstøbte beton virker nærmest uovervindelig.

Kort beskrivelse

Gug Kirke er placeret på en lille høj. Her vokser bygningen frem fra skråningen og skaber niveauforskelle på bygningens fire kuber, som bliver højere jo længere nede af skrænten, de ligger. Niveauforskellen giver en naturlig rækkefølge af rumplaceringer med blandt andet kirkerummet som det største og nederst placeret rum. I den modsatte ende ligger det mindste møderum i den gamle del af kirken.

Kirken er opført næsten udelukkende af beton i både eksteriøret og interiøret. Det er blandt andet tydligt på kirkens ydrevægge, der er bygget op om bærende beton. Derudover spænder glatte fabriksstøbte betonbjælker henover kirkens store rum. Der fremtræder isolerende beton i form af gasbetonplader på de indvendige sider af ydervæggene. Endelig udgør gasbetonsten de indvendige vægge til de sekundære rum.

De udvendige betonoverflader er støbt mod skråtstillet, ru bræddeforskalling, der opbløder de store sammenhængende flader. Indvendigt er både alter, prædikestol og døbefont støbt i beton og udformet med hver sin symbolik. Gulvet består af betonfliser med et slidlag af søral. Derudover baner en åben betontrappe vejen til krypten, hvor der blandt andet findes konfirmandlokale, ungdomslokaler, garderobe, toiletter og teknikrum.

I 1996 blev kirken udvidet med en ny sektion, der ligesom den gamle del af kirken er udført i beton. Den nye og den gamle del af kirken kædes sammen af et glasparti, som danner vindfang og indgangszone. Ud over at fungere som sognekirke, benyttes Gug Kirke også til teater, kunstudstillinger og klubvirksomhed.

Fakta om projektet

Byggeår: 1972
Tilbygning: 1996
Arkitekt: Inger og Johannes Exner
Lokation: Nøhr Sørensens Vej 7, 9210 Aalborg

Billeder

Foto: Thomas Juul Andersen
Foto: Hans Bruun Nissen
Foto: Hans Bruun Nissen
Foto: Hans Bruun Nissen
Foto: Hans Bruun Nissen
Foto: Hans Bruun Nissen
Foto: Niels Christian Lønow
Foto: Tommy Bæk Hansen
Loading...