Frits Schegels Villa i Hellerup

Frits Schegels Villa i Hellerup

Passerer man villaen på Bernstorffsvej 17 i bil, fremstår den som et modernistisk maleri. Facaden er i tidens ånd enkelt komponeret, asymmetrisk og malet i flere farver. Huset er tegnet af Frits Schlegel og opført som forsøgsbygning for Dansk Cement Central i 1931, og ejendommen er det første danske enfamilieshus i in situ-støbt jernbeton.

Kort beskrivelse

Tekst af Marie-Louise Høstbo fra bogen Hemmelige Steder
Planløsningen var ligeledes nyskabende med den indvendige fordelingstrappe placeret ud til facaden mod vejen. Hermed er trafikstøjen ikke generende, og der skabes mere plads i den del af huset, som ligger mod haven. Det store vinduesparti i trapperummet giver lys til fordelingsgangen på førstesalen og kaster dagslys ned i hallen. Det giver en fin oplevelse, når man fra entrédøren går igennem den mørke forstue, hvis vægge er beklædt med cubamahogni, og kommer ud i lyset i det blågrønne trapperum.

Her skifter farverne karakter efter lyset udenfor, og helt i tråd med den rationelle planløsning kan stuen opdeles i flere ved hjælp af foldedøre. Gennem de jernindrammede vinduesbånd og terrassedøre er der frit udsyn over og adgang til baghaven, som er relativt stor, da husets placering på grunden kun ruger få kvadratmeter på en mindre forhave.

Ud til fordelingsgangen på førstesalen ligger værelserne, to af dem har udgang til en udkraget altan mod haven. Udhænget er blåmalet som en reference til himlen. Fra et stort badeværelse, som også fungerede som gymnastikrum, er der udgang til en delvist overdækket tagterrasse placeret oven på garagen, som ligger bag porten i den omkransende havemur.

Huset er enkelt, og farverne klare, den blå i de udvendige lofter, den sarte gule på facaden og havemurens røde. Malingen dækker ikke forskallingssporene, og det ensidigt hældende tag er beklædt med tagpap. Det er et ærligt hus med en vekslen mellem lys og skygge, både inde og ude, som giver farverne liv. Åbent mod haven, lukket mod vejen, i en tredimensionel komposition af sammenstillede elementer. Huset emmer af logik og repræsenterer en ny æra, som bygger på æstetik, der er mere ideologisk funderet end tidligere tiders.

Fakta om projektet

Arkitekt: Frits Schlegel
Byggeår: 1931
I samarbejde med: Dansk Cement Central
Status: Fredet
Lokation: Bernstorffsvej 17, 2900 Hellerup 

Billeder

Foto: Marie-Louise Høstbo
Foto: Marie-Louise Høstbo
Foto: Marie-Louise Høstbo
Loading...
Scroll til top af siden