Frederikshavn Rådhus

Frederikshavn Rådhus, der er opført i in situ-støbt beton, er en rektangulær bygning i tre etager. Byrådssalen ligger i en selvstændig bygning ved siden af. Rådhusets farvesætning og den kunstnerisk udsmykning er designet af Arne L. Hansen.

Kort beskrivelse

Bygningen er opført i in situ-støbt beton og er med sine synlige og umalede betonoverflader et klassisk eksempel på arkitekturens brutalisme. I 2009-2010 fik rådhuset en gennemgribende renovering, da bygningen havde mange påbud i forhold til klima.

Under renoveringen blev alle væggene fjernet, så kun de gamle in situ-støtter stod tilbage. Derudover har bygningen fået nye lofter, gulvtæpper, malede gipsvægge, facade- og ovenlysvinduer. Ovenlysvinduerne har selskab af cirka 400 kvadratmeter solfangere til opvarmning af vand. På rådhusets udvendige facade er der monteret en ny facade, som består af en glasskærm, der fungerer som afskærmningen for solen. De nye tilføjelser til rådhuset står i god kontrast til den gamle del af bygningen.

Før renoveringen havde rådhuset små altaner på de to øverste etager, mens der var huller mellem betonelementerne i stueetagen. For at udnytte pladsen er altanerne og hullerne i dag en del af det indvendige kontorrum, hvilket har tilført rådhuset 1.200 kvadratmeter ekstra areal. 

Lyset spiller en afgørende rolle i bygningen. Midt i huset er der skåret tre skakter, hvilket skaber en passage, hvor lyset kan flyde frit helt ned til kælderen. Når det er mørkt, og lyset tændes på rådhuset, laver bygningens facade et smukt farvespil.

Fakta om projektet

Byggeår: 1975-1978
Renovering: 2009-2010
Arkitekt: Esbern Madsen og Jørgen Andersen
Entreprenør (renovering): MT Højgaard
Kunstner: Arne L. Hansen.
Samarbejdsparter: Leopold Teschl, Dansk Facade Entreprise (lys)
Lokation: Rådhus Alle 100, 9900 Frederikshavn

Billeder

Foto: Thomas Juul Andersen
Foto: Thomas Juul Andersen
Foto: Thomas Juul Andersen
Foto: Thomas Juul Andersen
Foto: Thomas Juul Andersen
Loading...