3F Århus

3F’s domicil i Århus er opført som en stor rektangulær kasse fremstillet af præfabrikerede sorte, afsyrede betonelementer.

Kort beskrivelse

3F’s domicil i Århus er i sin grundform kubisk – en stor rektangulær kasse med en mindre kasse placeret udkraget og svævende over hovedindgangen. Bygningen er opført af to omgange: I først omgang blev de tre nederste etager opført, og sidenhen blev den fjerde etage tilføjet.

Bygningen er konstruktivt opdelt som traditionelt bærende facader med pladedæk. Facaderne er fremstillet af præfabrikerede sorte, afsyrede betonelementer i tre bredder med en del undervarianter af hensyn til indvendige vægge, hjørnesamlinger med mere. Vinduesrammerne og udkragningen over hovedindgangen er udført i aluminium, og samlet set er materialevalget med til at give facaden en stor ældningsbestandighed.

Facadeelementerne er leveret af to omgange på grund af den opdelte byggeproces. Det har skabt en lille farveforskel mellem de tre nederste og den øverste etage, men det har ingen betydning for det samlede indtryk af facaderne.

Facaden fremstår som en tilsyneladende tilfældig mosaik af elementer og vinduer kun styret af de vandrette bånd. Effekten er ført rundt om hjørnerne. Selvom bygningen er opført af et begrænset antal elementvarianter opleves effekten ikke stiv og ensrettet, men påfører bygningen en dynamisk karakter.

Fakta om projektet

Opført: 2001
Bygherre: 3F Århus
Arkitekt: 3XN
Entreprenør: NCC
Rådgiver: Cowi
Betonproducent: Dalton Betonelementer
Lokation: Rymarken 4, 8210 Århus V

Billeder

Foto: Tommy Bæk Hansen
Foto: Karl Christiansen
Foto: Tommy Bæk Hansen
Foto: Niels Christian Lønow

Uddybende beskrivelse

Facaderne fremstår i et robust og samlet indtryk af kontrolleret tilfældighed. Det sorte farvepigment viser ikke utidig blegning af farvestyrken, så helhedsindtrykket af facaden er fortsat, at bygningen er sort efter fem år.

Detaljeringen tager konstruktivt stilling til anvendelsen af betonelementer. Facaden er opbygget, så der i princippet ikke er traditionelle elementsamlinger. Nogle steder anvendes der vinduespartier i fuld etagehøjde og varierende bredde mellem elementerne, som adskillelse. Vinduerne, der er indsat mellem elementerne gør, at kanten af dækket er synlig. For at skjule kanten af dækket er der i de fleste vinduer indsat hvide felter, men ved hjørner og døre er dækket synligt gennem glasset. Derfor er sænkeloft og skjulte føringer af installationer ikke muligt i de områder.

I de horisontale linjer af facaden er der derimod direkte overgange mellem elementerne. Facadeelementernes eventuelle varierende udtryk sløres, fordi man ikke så let kan sammenligne elementerne direkte med hinanden. Ved hjørnerne sikrer særlige hjørneelementer, at hjørnet ikke fremstår med en synlig samling, der ellers ville bryde illusionen om, at de horisontale bånd var ubrudt hele vejen rundt om bygningen.

Da samlingerne mellem elementerne er reduceret til kun at være i det horisontale plan, er de meget lidt synlige. Samlingerne er udført med en sort fuge trukket tilbage fra facaden både mod vinduer og i de horisontale samlinger mellem elementerne.

De store vinduer i fuld etagehøjde er placeret med glasset i plan med facaden med en let fremskudt aluminiums ramme omkring. Den skal dels sikre vandafkast og dels skabe en arkitektonisk markering af vinduet. Facaderne afsluttes mod taget med drypnæse af samme størrelse som kanten om vinduerne. Det hjælper til, at elementerne næsten er fri for løbere og snavs.

Elementerne er fremstillet glatstøbt og afsyret hos elementproducenten. Afsyringens dybde – og dermed overfladernes tekstur og farve – er tilstræbt så ensartet som muligt både for hvert enkelt element og elementerne imellem. Elementerne er coated med siloxan fra leverandøren, og der har derfor ikke været behov for vedligehold.

Der er kun svage ældningstegn i form af begyndende vanderosion af overfladen, hvor vandet løber fra vinduesrammerne ned over en elementoverflade nedenunder.

Loading...