Elefanthuset i Zoo København

Elefanthuset i Zoo København

Både de pladsstøbte betonkonstruktioner og betonelementerne er udført med stor omhu i en lys rødbrun nuance. Betonen patinerer smukt, næsten som var den et organisk materiale.

Kort beskrivelse

Elefanternes udendørs råderum er afgrænset ved en række betonsøjler af skiftende højde. Gulve, lofter og vægge i elefantstaldene og ved publikumsområderne er pladsstøbte betonkonstruktioner med ubehandlede betonoverflader. Gulvene og rampen, der leder publikum ned mellem staldene, samt stierne, der løber gennem det udendørs anlæg, har en glittet betonoverflade. Det vil sige, at ovefladen er gjort skridsikker med tværgående riller, der er meget præcist udskåret efter støbningen.

Betonen er indfarvet i en lys rødbrun nuance, der matchede det gamle hus og endvidere får de grå̊ elefanter til at fremstå̊ bedre, rent visuelt. Det har senere vist sig, at betonens varme farve patinerer overordentlig smukt, næsten som var det et organisk materiale.

Elefanthusets indre søjler og vægge samt søjlerne i udendørsanlægget er skabt i betonelementer. De indre vægge og søjler har et synligt tilslag, så̊ der opnås en ru overflade, mens etagedækkene er støbt med en pladeforskalling, der giver en helt glat overflade.

Udendørsarealet har karakter af en tør slette med spredte vand­ og mudderhuller samt skyggende objekter. Som en fysisk barriere mod Frederiksberg Have er der skabt et aflangt vandbassin i beton med karakter af flodbred. Vandbassinet falder naturligt ind i omgivelserne, og sammen med enkelte trægrupper danner det både dybde og mellemgrund for udsigten fra begge haver.

Fakta om projektet

Byggeår: 2004-2008
Arkitekt:
Foster and Partners
Entreprenør:
E. Pihl & Søn A.S.
Bygherre:
Foreningen Zoo’s Dyrefond
Lokation: Roskildevej 32, 2000 Frederiksberg

Billeder

Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod

Uddybende beskrivelse

Fra Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen

Under et kongeligt besøg i Thailand i 2001 fik Dronning Margrethe og Prins Henrik foræret to treårige hunelefanter af kong Bhumibol. Der skulle derfor skaffes plads til gaven i Zoologisk have, og det blev en kærkommen anledning til at sætte gang i planerne om et nyt elefanthus. Fonden Realdania besluttede at finansiere arki­tektprojektet, og en henvendelse til den berøm­te engelske arkitekt Norman Foster resulterede i en positiv tilbagemelding. Havens direktør Lars Lunding Andersen var under et besøg i London blevet opmærksom på Fosters overdækning af gården i British Museum, en let og geometrisk interessant konstruktion i glas og stål, som han straks indså ville egne sig perfekt som glastag i elefantanlægget. Det skulle være et lyst og venligt hus, og ikke et mørkt og tungt betonhus, som mange elefanthuse er.

I juli 2002 fik Norman Foster officielt overdraget projekteringen af det nye elefanthus. Undervejs i processen blev det danske land­skabsarkitektfirma SLA Architects, under ledelse af arkitekt Stig Lennart Andersson, koblet på opgaven. Havens eget projektteam havde dog fra starten sat sit tydelige aftryk på projektet i kraft af præcise funktionskrav og behovsspeci­fikationer, som arkitekterne kunne arbejde videre med.

Udgangspunktet var, at anlægget skulle deles i to: en løsdriftsstald til hunner og unger og en stald for hanelefanterne. Desuden skulle det integreres i landskabet, blandt andet ved at åbne sig mod Frederiksberg Have, og publikum skulle kunne opleve dyrene på tæt hold, både ude og inde.  

Projektforslaget arbejdede med en næsten rund bygning, hvor de ovale staldanlæg var adskilt af et svagt skrånende rampeforløb, der fra indgangen i syd førte publikum ned og ind i anlægget med et åbent atrium i midten, hvorfra der var indblik i staldene og i udstillingsmontrer, der fortalte elefanternes historie. De glasover­dækkede stalde sørgede for, at elefanternes indendørsområder lå i fuldt dagslys, mens publikumsarealerne lå relativt mørkt. Den ovale form var valgt, fordi kroge og skarpe hjørner ikke er hensigtsmæssige i en elefantstald og ikke forekommer i deres naturlige habitat. Hertil kan føjes, at den ovale form harmonerer med tagets logik og også letter tagkonstruktionen betragteligt i sammenligning med British Museum, hvor der blev udfoldet store anstren­gelser for at optage lastens kræfter i hjørnerne. I den nordlige ende var der glasinddækkede ud­sigtsområder med overblik over udendørsarea­lerne ind mod Frederiksberg Have, det nederste med udgang til et stiforløb igennem anlægget.  

Udendørsarealet skulle have karakter af en tør slette med spredte vand-og mudderhuller og skyggende objekter. Som en fysisk barriere mod Frederiksberg Have foreslog man et aflangt vandbassin i beton med karakter af flodbred, der ville falde naturligt ind i omgivelserne og sam­men med enkelte trægrupper danne både dybde og mellemgrund for udsigten fra begge haver.  

Ved den efterfølgende bearbejdelse blev en del detaljer justeret, blandt andet voksede bagarealerne omkring staldene en del, men ellers blev projek­tet realiseret i overensstemmelse med Norman Forsters oplæg. Ideen med de svagt skrånende ramper, der fører publikum igennem huset, er bibeholdt, tillige med et lille auditorium og en række montrer, interaktive udstillinger og displays. Den tætte relation mellem dyr og publikum er opnået ved at afgrænse elefanter­nes råderum ved en række betonsøjler af skif­tende højde, anbragt således, at der opstår en flydende overgang mellem anlæg og det of­fentlige rum, med forskellige grader af indblik.

Gulve, lofter og vægge i både elefantstaldene og publikumsområderne er pladsstøbte beton­konstruktioner, udført med stor omhu, fordi Foster ville have, at betonoverfladen skulle stå ubehandlet efter støbningen med en høj finish. Af hensyn til det gamle elefanthus, som arkitek­ten mente skulle indgå som en vigtig brik i det nye anlæg, blev betonen indfarvet i en lys rødbrun nuance, der matchede det gamle hus’ hårdtbrændte, patinerede teglstensfacader. Endvidere ville den farvede beton få de grå elefanter til at fremstå bedre, rent visuelt. Det var en heldig disposition, for det har vist sig, at betonens varme farve patinerer overordentlig smukt, næsten som var det et organisk materiale.

Bræddeforskallingen til udendørsanlæggets betonvægge blev sømmet fast med hånden, fordi sømhovederne ikke måtte trykkes ned i træet – den færdigstøbte beton skulle have en helt plan overflade. Det ses også i de vandrette skyggenoter, der flugter meget præcist med hinanden hen over grunden, selv om den falder flere meter.

Elefanthusets indre vægge og søjler samt søjlerne i udendørsanlægget er betonelementer, leveret fra fire forskellige producenter. For at sikre ensartethed i farve og overflade har de arbejdet efter samme betonrecept: 6 pct. rødt farvestof (jernoxid) i forhold til cementen.

Husets betonoverflader varierer alt efter funk­tion og det æstetiske udtryk. De indre vægge og søjler, der danner de to ovale staldanlæg, har et synligt tilslag, så der opnås en ru overflade, mens etagedækkene er støbt med en pladeforskalling, der giver en helt glat overflade. Gulvene og rampen, der leder publikum ned mellem staldene, samt stierne gennem det udendørs anlæg har en glittet betonoverflade, der er gjort skridsikker med tværgående riller, meget præcist udskåret efter støbningen.

En nyskabelse var det at forsyne glasoverdækningernes overflade med silketrykte, løvagtige mønstre, der giver elefanterne en for­nemmelse af at gå i en skovbund, samtidig med at de fungerer som en let solafskærmning ved at filtrere noget af det skarpe lys fra.

Det er en stor forbedring for elefanterne, at de nye stalde har et 50 centimeter sandlag oven på gulvet, der i det gamle hus var rå beton. Udover at sand er blødere at gå på og styrker muskula­turen ved sin træghed, er det også behageligt at sove i, hvad dyrene i høj grad benytter sig af.

Loading...
Scroll til top af siden