Arkitekturhistorie

I dette afsnit gennemgås udviklingen i anvendelsen af beton i den nyere arkitektur: Hvilke tendenser der har tegnet betonen, samt hvilke muligheder der findes, for at skabe ny arkitektur med udgangspunkt i betonens egne præmisser.

Beton – den flydende sten

Indledning fra Dansk Betonarkitektur af Carsten Thau

Beton betragter vi som et moderne byggemateriale på linje med glas og stål, men vel at mærke som et stof, der overskygger alt andet i den menneskeskabte omverden. Forgrundsfigurer i den morderne arkitektur opfattede faktisk beton som fremtidens materiale. Fra Le Corbusier og Walter Gropius til Erich Mendelsohn var de nysgerrige efter at udforske materialets muligheder.

Som alt moderne har betonen i daglig tale været omgærdet af sammensatte følelser. Man er imponeret over dens fabelagtige præstationsevne, dens hårdhed, vandtæthed og varighed, men har samtidig også været på vagt over for materialets karakter. Med sine nøgne flader kan beton virke upersonlig og kompromisløs.

Et markant udtryk for denne modvilje optræder hos James Bonds fader Ian Fleming. Han kalder i en af sine bøger skurken for Goldfinger. Man vil umiddelbart spørge, hvorfor han mon sætter sin agent 007 op imod en mand med dette navn? Det gør han, fordi arkitekten bag et antal betonhøjhuse opført i London i efterkrigstiden hed Ernö Goldfinger. Denne arkitekts moderne frembringelser var Fleming lodret imod. De føjede spot til skade oven på krigens ødelæggelser, mente Fleming, den romanskrivende playboy.

Beton er det moderne materiale par excellence. Den betød reformer, fremskridt, udvikling og dette, samtidig med at den med en ufattelig hastighed blev udbredt overalt på planeten i løbet af det 20. århundrede.

Når først beton hærder, er man tilbøjelig til at mene, at den har været og vil være der altid. Beton fremtræder som et nøgternt materiale, lige ud ad landevejen og finder derfor en hurtig indfødsret. Beton nyder blandt fagfolk kælenavnet flydende sten. Dens forvandling fra en flydende grødlignende masse til fast er næsten mirakuløs. Sand, kalk, vand tilsat småsten som tilslagsmateriale bindes sammen af cement. Beton kan, hvad ikke alle ved, endda hærde under vand og er forbløffende holdbar og billigere end stål. Dertil kommer, at den kan produceres lokalt.

Beton er selve det håndgribelige grundlag for den civilisation, vi alle lever i. Den er knyttet til den trafikale kommunikation, til mægtige vandreservoirer, kanaler og store dele af den skjulte infrastruktur under jorden fra vejtunneller til Metroen. Forbindelseslinjer under jorden eksisterer som et vidt forgrenet netværk. Samtidig udgøres Danmarks højeste punkter af de tårne, der bærer Storebæltsbroen, himmelstræbende konstruktioner støbt på stedet i beton. Vores byer er horisontalt forbundet af trafik og udrustet med betonbyggerier, der effektivt kan svare på behovet for at huse tusindvis af mennesker.

Med flyvemaskinen voksede efterspørgslen på landingsbaner og bygninger med store spænd og lange transitkorridorer Med bilen eksploderede væksten i motorveje, motorvejsværn, løftede vejudfletninger og gangbroer, med den øgede skibsfart efterspørgslen på tårnhøje siloer, moler og kajanlæg. Beton bruges til støbning af fundamenter, kældre, gulve, trapper, altaner, gesimser, dekorationer, søjler og piller.

Et blødt kuperet lille land som Danmark er på ret gennemgribende vis gjort robust gennem et net af etonkonstruktioner, der danner et fint forgrenet, allestedsnærværende skelet i nationens forsyningsveje.

På engelsk betegnes produktet som concrete af det latinske ord opus concretum, betegnelsen for en fast, massiv masse, en bestemt blanding af cement med brokker af potteskår og lignende brugt som armering. En anden blanding hed hos romerne opus caementicium. Et af arkitekturhistoriens hovedværker, Pantheon i Rom, har en kasetteret kuppel støbt i cement på over 40 meter i diameter. I zenit sad kejseren i en purpurrød klædning og modtog fremmede gesandter. Tilsvarende er de romerske badeanstalter utænkelige uden murenes beton, der løfter de fine kuppelhvælv.

Vi taler om beton som en moderne tidsalders materiale, men bygningsværker støbt i en tidlig form for beton har været kendt i mere end 2000 år og for nogles vedkommende stået lige så længe – bygningsværker hvis tektonik virker ganske ubesværet og som kunne udvikles, fordi romerne havde forekomster af naturlig cement i form af en vulkansk aske.

Ordet struktur kommer af det latinske struere, der betyder at bygge. I ordets videste betydning har intet materiale bidraget så meget til Danmarks struktur som beton. Beton er så udbredt, at den fremtræder som 2. natur.

Bogen Dansk Betonarkitektur og synligbeton.dk gennemgår betonens historie og et antal huse, dvs. nogle af de fineste, der er opført med udstrakt anvendelse af beton.

Mange bygninger, om hvilke man ikke umiddelbart vil tro det, rummer et skjult betonskelet, således Christiansborg slot fra 1920erne og mange industribygninger beklædt med mursten. Anvendelsen af beton til Christiansborg skyldes blandt andet, at man var bange for, at rigets nye slotsbygning skulle lide samme skæbne som sine forgængere og gå op i flammer. Beton er hård, brandsikker, kan formes, er stiv og stabil og kan modtage et stort tryk uden at bukke under. Materialet kan støbes i luft såvel som under vand.

En lang række europæiske og amerikanske monumentalbygninger fra anden halvdel af det 19. århundrede bæres af en konstruktion i armeret beton. Skyskraberen er som bygningstype absolut afhængig af opfindelsen af elevatoren, som tillod, at man kunne gå i højden. Skyskraberen med dens betonkerner indeholdende elevatorskakte og ledningsnet er tæt forbundne fænomener. Det gælder for en stribe berømte skyskrabere, fra de første i Chicago over eksempelvis sas Royal Hotel i København helt frem til de nu højeste i verden, som Burj Khalifa i Dubai og den netop planlagte 900 meter høje i ørkenen uden for Kairo.

Med beton taler vi om et globalt fænomen, hvor en producent udgående fra et lille land, nemlig Aalborg Portland, hen ad vejen blev verdens største leverandør af materialet og dets produktionsanlæg. Den danske ingeniør Frederik L. Smidth købte patentet i England, hvor den moderne form for beton, med hydraulisk kalk varmet op til 1450 grader, blev anvendt for første gang til et stort bygningsværk i 1824. Det drejede sig om et stovt fyrtårn, suverænt knejsende over kystlinjen. Historisk har man lavet asfaltbeton, kalkbeton, tjærebeton, gipsbeton, men cementbeton, af dens engelske opfinder kaldet Portlandcement, er nu det almindelige.

Det nyttige og nøgterne, der fremgik af de første fyrtårne og siloer, blev en inspirationskilde for de avantgardister blandt det 20. århundredes arkitekter, der søgte et renset, afklaret udtryk for en ny industrialiseret epoke. I tidsskrifter som Esprit Nouveau viste Le Corbusier og hans fætter Amedée Ozenfant billeder af cylindriske siloer, det samme gjorde man i Bauhausbücher og det meget indflydelsesrige Die Form (blandt andet redigeret af Mies van der Rohes ven Ludwig Hilbersheimer) og det danske Kritisk Revy (redigeret af PH og Edvard Heiberg). Spontant demonstrerede de nyttebetonede installationer i industrialiseringens bylandskab en skarp, rationalistisk geometri, som tiltalte generationer af arkitekter, der ønskede at bryde op fra den akademiske eklekticismes manipulationer af historiske stiltræk.

Corbusier så dette opbrud fra, hvad han benævnte »infame stilkopier«, som en historisk nødvendighed. Den ny tids manifestationer ude i samfundet var nu så overvældende, at arkitekter måtte finde nye veje. Corbusiers indsats kan deles op i på den ene side rationalistisk repetitive boligblokke som hans Unité d’Habitation og på den anden side hans præstationer som den geniale, skulpturelle betonstøber i eksempelvis klostret La Tourette og Ronchampkapellet, hvor betonen forlenes med en monumental evighedspatos og  plastisk styrke.

De store boligblokke bestående af præfabrikerede elementer, som tænkt af blandt andet Hilberseimer, Gropius og Corbusier, fik et kolossalt følgeskab verden over. Betonen blev ganske vist opfattet som indbegrebet af en ingeniørmæssig rationalitet. Mange arkitekter og kunstnere begyndte med beundring at se på ingeniøren som den »ædle vilde«. Corbusiers indsats som kunstnerisk fabulerende betonstøber kunne dog endnu i 1960'erne tage pippet fra danske arkitekter. Arne Jacobsen skrev hjem på et postkort, at Ronchamp-kapellet var en overvældende oplevelse. Han, der selv havde en sofistikeret formskabende evne, så et glimt af geni, som hverken han selv eller andre danske arkitekter ville kunne leve op til.

Som tidlige forsøg på en sofistikeret plastisk formgivning ude i Europa stod Erich Mendelsohns berømte Einsteinturm i Potsdam opført kort efter 1. verdenskrig. Mendelsohn var entusiastisk optaget af betonens muligheder inden for skulpturel arkitektur. Han så det som et stof, der kunne revolutionere hele arkitekturen. Det blev dog noget af en hovedpine at få udviklet støbeforskallingen. Selv da man indkaldte skibstømrere lykkedes det ikke at få de rette kurver frem i forskallingen. Kun sokkelzonen blev støbt i beton, resten måtte opføres af murere i teglsten og derpå pudses som en art snydebeton. Mendelsohn var så skuffet, at han på byggepladsen råbte: »Aldrig mere sådan en bygning!« (Nie wieder so eine Gebäude!). Det var først med arbejder af Corbusier og anvendelsen af en forskalling udført som hyperbolske paraboloider, at man i Eero Saarinens atw-bygning (af lighed med en bille, der løfter sine vinger) i J.F. Kennedylufthavnen i New York fik styr på teknikken.

Mennesket kan dø af kedsomhed, sagde man i tresserne i relation til massebyggeriet af etagehuse lagt ud som kompasnåle og opført i beton; et materiale, der af den grund blev forkætret. Problemet var selvfølgelig ikke betonen som materiale, men den byplanmæssige monokultur, der opstod med ghettodannelser og lignende – forestillingen om sovebyens monotoni parret med en simpel, skematisk funktionstænkning anlagt på en pur opbevaring af mennesker. Disse drabantbyer og en mekanisk repetitiv tilgang til arkitekturen som disciplin bragte beton i miskredit.

Dette taget i betragtning bør man ikke glemme, at der blandt kunstnere og arkitekter i 1970erne, herhjemme på tegnestuer som Friis og Moltke eller hos Erik Chr. Sørensen, demonstreredes en sans for den rå betonoverflade af absolut no nonse, for eksempel i Lakolk og Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Dette indfandt sig samtidig med billedkunstens arte povere, hvor ikke mindst italienske kunstnere undersøgte ligefremme materialer som karton, krydsfiner, groft lærred m.m. Blandt fotografer indfandt der sig parallelt hermed en interesse for de gamle tyske betonbunkers på Europas lange kystlinje (Vestvolden) og for motorvejsbroer, der skildredes helt lakonisk i deres rå materialitet. Sådanne udforskninger af betonens usminkede materialekarakter havde et machoagtigt præg, men lå også i forlængelse af hele den modernistiske traditions appetit på at undersøge materialer som sådanne, med deres stumt talende egenskaber. Man refererede til den tilbageholdte energi i disse allestedsnærværende materialer, som man nu gennem kunstens udforskninger og den såkaldt brutalistiske arkitektur lærte at se i deres mystiske, umiddelbare skønhed.

Samtidig med de brutalistiske bygningsværker, anlagt på masse, tyngde og robust tektonik, fremkom gennem ingeniørvidenskabens virtuose bidrag til beregninger af armeret beton for eksempel den italienske arkitekt Pier Luigi Nervis elegante udformninger af svungne trapper, tribuner og bærende strukturer i banegårdshaller. Strukturer der optisk set, i ubesværede forløb på det nærmeste stryger tyngdekraften ud af hele konstruktionen. Noget tilsvarende forfinet, om end ikke gestikulerende, optræder med de tynde dragere, der på højkant og vinkelret på hinanden filtrerer lyset i Den Nordiske Pavillon på biennaleområdet i Venedig. Denne udstillingspavillon, tegnet af den norske arkitekt Sverre Fehn, imponerede danske arkitekter, ikke mindst fordi man så, hvor supertyndt man kunne fremstille disse betonelementer, der er værkets helt store kup.

Mange i den brede befolkning så det fortsat som et gråt, upersonligt materiale, der ikke kunne patinere på en værdig måde, men derimod i nogle tilfælde blot udviklede traurige slamgardiner. Man overså, at der fra Klintegården i Aarhus til Bellahøjs højhuse og Gellerupparken i Brabrand var skabt udsøgte eksempler på boligbyggeri, både som in situ-støbte blokke og sofistikeret elementbyggeri med meget fine lejlighedsplaner og rummelige altaner, tagterrasser m.m. De ringere dele af det på volumen anlagte boligbyggeri under den stakåndede højkonjunktur fra 1958 og frem gav imidlertid grundsubstansen beton et ry som selve årsagen til følelsen af eksistentiel forladthed. Der opstod drabantbyer, hvor fjernsynet fungerede som protese for fraværet af liv i det offentlige rum. Men dette skyldtes ikke kun brugen af betonelementer i monoton kilometerstil, derimod også forandringer i detailhandelsstrukturen, butiksdød, nedlæggelsen af småværksteder overalt i byområder.

Da danske arkitekter gennem 1970erne kom på studieture til Frankrig og oplevede, hvordan Ricardo Bofills tegnestue havde udviklet forfinede, indfarvede typer af fiberbeton, blev meget vendt op og ned. Her oplevede man overflader af en værdi, der kan sammenlignes med typer af polerede natursten. Dette var muligvis en af de første gange, man i praksis så storstilet anvendelse af de nutidige betontyper. Der er aktuelt fremkommet avancerede varianter, der i dag eksempelvis demonstreres af den amerikanske arkitekt Richard Meier i den såkaldte Jubilæumskirke i Rom, hvor der anvendes en beton, der både er selvrensende og fjerner forurenende bestanddele fra luften. Der er i sådanne tilfælde tale om avancerede typer af beton, som nu udvikles med rasende hast. Således fremstilles beton blandet op med pulveriseret glas fra returflasker, en fremgangsmåde, der danner porfyragtige eller terrazzolignende overflader isprængt et ocean af små lyspunkter. Beton forekommer nu desuden som et translucent (gennemskinneligt) materiale med alt, hvad det indebærer af muligheder for arkitekters arbejde. Disse udviklinger af betonen tilbyder varianter af genuin skønhed. Der er ikke tale om overfladiske effekter, men om noget forunderligt, der kan berige vores omverden.

Betonteknologien er løfterig, den byder i dag, takket være intensiv forskning, på en omfattende vifte af muligheder.

Historien om dansk betonarkitektur

Fra Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen

Gennem det 20. århundrede har beton udviklet sig til at blive verdens mest anvendte byggemateriale. Den armerede beton skabte en ny arkitektur, som ikke var underlagt den traditionelle adskillelse mellem det ærende og det bårne i arkitekturen.

Beton har en række unikke egenskaber, der adskiller den fra andre byggematerialer. Frisk, nyblandet beton er plastisk og kan formgives til enhver tænkelig geometri, som fastholdes, når betonen binder af. Den støbte beton har samme egenskaber i alle retninger (isotropisk). Beton kan indtage en mængde af overfladestrukturer og farvenuancer, hvorfor betonen også kaldes materialet med de mange ansigter.

Netop det er måske også betonens ulempe – med så mange muligheder synes flere at være draget af, at beton kan bringes til at ligne andre byggematerialer, som eksempelvis tegl og natursten.

Hvad er så betonens eget udtryk? En del af svaret herpå ligger i de mange vellykkede eksempler fra betonarkitekturen, som alle har det til fælles, at de fanger betonens æstetiske egenart med udgangspunkt i materialets egne spilleregler som følge af materialesammensætning, støbemetode, konstruktion med videre. 

Beton i arkitekturen

Der findes ikke nogen klar definition på begrebet betonarkitektur, men her anvendes det om arkitekturværker, hvor beton er anvendt som et dominerende, synligt materiale i facaden, eller hvor betonen er skjult, men udtrykker sig klart gennem bygningens formsprog.

Nyt materiale – nye muligheder

Sammen med stål og glas anses beton for at høre til de moderne byggematerialer – dette til trods for, at beton har været anvendt i over 3000 år og var et fremtrædende byggemateriale i det meste af det romerske imperium for cirka 2000 år siden.

Betonen kan spores tilbage til det østlige Middelhav, men især romerne udviklede de konstruktive anvendelser, primært baseret på trykpåvirkede elementer som buer, hvælv og kupler. I de romerske betonbygninger anvendtes oftest en blivende forskalling af teglsten, som kan forlede besøgende til at tro, at der er tale om murede byggerier.

Et fornemt eksempel på et romersk betonbyggeri er det syv etager høje Trajans Forum, som var verdens første indkøbscenter. Heri udgør hele bygningskroppen en buekonstruktion, der modstår det vandrette tryk fra resten af det bjerg, som var gravet ud, for at give plads til bygningen.

Romerne udviklede teknologien i betonhvælv og -kupler til perfektion, som det blandt andet ses i Pantheon, hvor anvendelse af betonmaterialer med variabel densitet tvinger trykkræfterne til at forblive inden for tværsnittene og muliggør store spænd.

I ganske få tilfælde anvendte romerne armering til betonplader. Jernbetonen fik dog ikke nogen større udbredelse i romerske bygværker, sandsynligvis fordi de høje omkostninger til fremstilling af armering gjorde den uøkonomisk. Det romerske slavesamfund havde tilstrækkeligt med billig arbejdskraft til at etablere de mange buede forskallinger og midlertidige understøtninger, som den trykbuebaserede arkitektur krævede.

Efter romertiden gik udviklingen og anvendelsen af beton i stå, og først mange århundreder senere markerer opfindelsen af portlandcementen i begyndelsen af 1800-tallet – samt udbredelsen af den armerede beton i slutningen af 1800-tallet – gennembruddet for den betonanvendelse, vi kender i dag. Den franske gartner Joseph Monier fandt på at styrke betonen i sine blomsterkummer og buebroer ved at indstøbe et net af rund jern og tog patent på det i 1867. Efterfølgende vandt denne konstruktion almindelig udbredelse som såkaldte Monier-konstruktioner. Det var dog især den franske entreprenør François Hennebique, der for alvor udbredte kendskabet til jernbetonen, da han i 1892 tog patent på et byggesystem til monolitiske jernbetonhuse (fundamenter, søjler, bjælker, ribber, plader, spær og så videre) – et system som i eftertiden vandt stor udbredelse, primært i Europa, i dag kendt som Hennebique-konstuktioner, men også andre steder i verden.

Anvendelsen af jernbeton i større målestok i Danmark blev for første gang introduceret i forbindelse med anlæggelsen af Københavns Frihavn 1892-94, et resultat af en idekonkurrence i 1888, også omfattende Langelinieområdet om offentligt tilgængeligt park- og promenadeanlæg. Det drejede sig primært om kajanlæg, fundamenter og subkonstruktionsarbejder, men i Pakhus 1 på vestsiden af Langeliniemolen, opført 1893-94 af arkitekten Vilhelm Dahlerup, består den indvendige, bærende konstruktion af monier-, det vil sige jernbeton-kappehvælv, der spænder 4,5 meter mellem dobbelte ståldragere, som igen bæres af støbejernssøjler. Konstruktionen er overalt brandsikret af monieromstøbning og usædvanligt kraftigt dimensioneret, med tilladelige etagebelastninger fra 1000 kilo per kvadratmeter i øverste etage til 2250 kilo per kvadratmeter nederste etage. Bygningen i dag ombygget til ejerlejligheder.

I samme område opførte Dahlerup og professor Asger Ostenfeld Gefionbroen, der med sin 19 meter lange og kun 20 centimeter tykke bue er et fornemt dansk eksempel på en Monier-buebro. Den har stået stort set vedligeholdelsesfrit i over 100 år til forskel fra andre broer, eksempelvis af stål, som kræver konstant vedligeholdelse. Forud for byggeriet blev teknologien i 1893 afprøvet ved fuldskalaforsøg i Nordhavnen med flere mindre Monier-buer, belastet med brosten på det halve spænd.

I første omgang var det dog mest etagedæk og interne søjler, der nød godt af den nye byggeteknik. Det fandt blandt andet udtryk i etageadskillelserne i Statens Museum for Kunst fra 1891, også opført af Vilhelm Dahlerup.

Jernbetonkonstruktioner indebar adskillige fordele, hvor der blev stillet krav om brandsikkerhed, stor bæreevne og store spændvidder, som for eksempel i industri- og lagerbygninger. Europas voksende og fortættede byer var på den tid plaget af jævnlige og omfattende bybrande. Antallet af arbejdsoperationer ved opførelsen var reduceret, og den færdige konstruktion var mere vibrationsfri end de gængse stål- og teglkonstruktioner.

Med udviklingen af jernbetonhusets skeletkonstruktion var der i princippet indledt en ny epoke i etagebyggeriets historie. Søjler, bjælker og plader danner et horisontalt mønster, baseret på konstruktionsmodulet. Det var dog sjældent, at det var synligt udefra, man foretrak at bibeholde den traditionelle bærende, murede facad, og anvendte kun jernbeton indvendigt til søjler og etageadskillelser.

En undtagelse herfra er Brede Klædefabriks spinderibygning fra 1908, hvor store støbejernsvinduer er indsat direkte i den meget eksponerede bærende konstruktion.

Et andet eksempel er de mange vandtårne, der skød op i årene lige efter århundredeskiftet som følge af nyanlæg eller udvidelser af vandværker. Det var en opgave, der i mange tilfælde involverede arkitekter, fordi et sådant tårn markerer sig fuldt så meget i byens profil som kirketårnet. Jernbeton var som skabt til dette formål, fordi det grundlæggende blot drejede sig om at etablere en vandbeholder, hævet et antal meter over jorden. Både beholder og tårn kunne i jernbeton gøres ganske tyndvæggede, og en kontinuerlig støbeproces var mulig ved anvendelse af glide- eller klatreforskalling. Et smukt eksempel på dette er Anton Rosens vandtårn i Silkeborg fra 1902, men også vandtårnet i Nykøbing Falster fra 1908 af Einar Ambt og vandtårnene i Maribo og i Struer fra henholdsvis 1907 og 1908 af Alf. Jørgensen er værd at nævne.

Danmark var på dette tidspunkt et foregangsland på jernbetonens område. Ikke alene var beton baseret på indenlandske råvareforekomster, cement var tillige et af de mest avancerede industriprodukter, baseret på cementkoncernen F.L. Smidth & Co.’s teknologi. Særlig kompetence blev opbygget i store  ntreprenørfirmaer, af hvilke Christiani & Nielsen, oprettet i 1904, var toneangivende med flere udenlandske filialer.

Men især den monolitiske virkemåde i en jernbetonkonstruktion var med til at ophæve den traditionelle adskillelse mellem det bærende og det bårne i arkitekturen, hvor søjler og dragere er låst sammen i stive samlinger. Materialets egenskaber kunne tilpasses anvendelsen, og det kunne formes til blokke, skiver, skaller, hvælv og skeletkonstruktioner – samt danne lange udkragninger. Betonen gav dermed muligheder for en ny arkitektur.

Franskmanden Auguste Perret var den første arkitekt, som så muligheder i betonens arkitektoniske kvaliteter. Han fandt det visuelle udtryk af materialet lige så vigtigt som udtrykket af det konstruktive system, og han eksperimenterede med at give betonen en overflade af samme karakter som natursten. Dermed søgte han at give betonen samme arkitektoniske værdi som de klassiske materialer. Et godt eksempel på dette er etageejendommen Rue Franklin 256 i Paris fra 1903, men også hans genopbygning/ rekonstruktion af Le Havre efter 2. verdenskrig må nævnes.

Moderne hvide huse i jernbeton

I begyndelsen af 1900-tallet blev beton blandt arkitekter generelt betragtet som et trist og udtryksløst materiale med mangel på symbolværdi og kultur, og det blev derfor primært anvendt til konstruktioner, som efterfølgende blev pakket ind i nogle af de dengang mere kendte byggematerialer.

I 1920'erne sker der imidlertid et skifte i arkitekturhistorien, som giver betonen en afgørende hovedrolle og sit helt eget arkitektoniske formsprog. I et forsøg på at frigøre sig fra fortidens stilarter skulle arkitekturen nu først og fremmest være funktionel, hvormed alt som ikke tjente bygningens formål skulle fjernes. Den nye stil blev døbt funktionalisme – også kendt som modernisme. Arkitekturen var især kendetegnet ved de rene, oftest hvidmalede facader, hvorfor funktionalismen også blev kaldet »den hvide stil«.

Det blev især den fransk-schweiziske arkitekt Le Corbusier, der tog betonen til sig og gjorde den til en integreret del af funktionalismen. På grundlag af den armerede betons muligheder opstillede han i 1926 de fem berømte punkter, der skulle give den fuldkomne frihed til at realisere den nye arkitektur:

  1. Les pilotis – bygningen løftes på søjler op over jorden og frigør byggegrunden
  2. Le toit jardin – tagterassen, hvor byggegrunden genfindes på taget
  3. Le plan libre – den fri plan, med vægge uafhængige af bærende søjler eller kerner
  4. La facade libre – den fri facade, uafhængig af bærende søjler eller indre vægge
  5. Fenétre en longueur – det lange, horisontale vindue

Funktionalismen skulle vise sig at sejre i de nordiske lande på en måde, man ikke så andre steder i verden – blandt andet fordi funktionalismens lidt maskinelle arkitektur blev fortolket mere menneskeligt i Norden og samtidig tilsat et islæt af lokale træk.

En stor byggeudstilling i Stockholm i 1930 kom til at betegne et gennembrud for moderne arkitektur i Skandinavien, og udstillingens arkitekt Gunnar Asplund blev et forbillede for den unge generation af arkitekter. Gennembruddet kom med en sådan styrke, at årstallet er blevet synonymt med en ny epoke i dansk arkitektur. Formålet med udstillingen var i første række at vise Sveriges indsats for at skabe menneskeværdige og tiltalende boliger for befolkningen, og det lykkedes i enestående grad. Stockholmerviddet kaldte udstillingen for »funkisen«, og den betegnelse kom til at klæbe til den nye arkitektur, også i Danmark. Den funktionelle arkitekturs ide, bort fra unødvendige detaljer hen mod en ren anvendelse af materialer og de af brugen givne forhold, blev præsenteret så overbevisende, at alle måtte overgive sig.

I Danmark opførte Ole Falkentorp i 1934 Hotel Astoria ved Københavns Hovedbanegård, også kendt som Penalhuset. Det er et tidligt markant eksempel på en funktionalistisk betonbygning, hvor en utraditionel konstruktion løser problemet ved at bygge på en vanskelig smal grund.

Ellers var det især arkitekter som Mogens Lassen, Vilhelm Lauritzen, Frits Schlegel og Arne Jacobsen, der havde succes med den nye stil. Blandt andet står Arne Jacobsens boligbebyggelse Bellavista fra 1934 og Bellevue Teatret fra 1936-37 ved Strandvejen i Klampenborg som hovedværker – helt i tråd med tidens idealer om kubiske bygningskroppe og rene, hvide flader. Her er der dog tale om traditionelt murværk med jerndragere over de brede vinduesåbninger, i en imitation af betonens formsprog.

I 1936 opførte Arne Jacobsen tankstationen på Strandvejen, der med sin fine paddehattekonstruktion udnytter de nye muligheder i den pladsstøbte beton til det yderste. I nyere tid er denne konstruktion i øvrigt blevet strammet op med en kulfiberarmering, og bygningen repræsenterer derfor også i dag de helt nye muligheder, som moderne materialer giver for den fortsatte udvikling af betonkonstruktionerne.

Mens Arne Jacobsen var inspireret af den tyske arkitekt Walter Gropius – og senere den tyske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe – var Mogens Lassen formentlig den arkitekt i Danmark, der bedst overførte principperne fra Le Corbusiers moderne villaer til en nordisk fortolkning, uden af den grund at sætte noget af sin personlige kreativitet til. Dette ses blandt andet i tre villaer, som blev opført i 1935-38 på Sølystvej i Klampenborg, heriblandt nummer 5, hans eget hus, med tagterrasse og skydevinduer fra gavl til gavl i den ikke-bærende sydfacade. Et andet eksempel er villaen Bakkedal 7 i Hellerup fra 1935 med en friere og mere haveorienteret plan. Alle in situ-støbt i grov bræddeforskalling.

Mogens Lassen havde et frugtbart samarbejde med ingeniøren Ernst Ishøy, der var en ivrig tilhænger af jernbetonens ubegrænsede muligheder. Sammen udviklede de en etagehuskonstruktion kaldet »Systemhuset«, baseret på Ishøys patenterede stålpladeforskalling. Det lykkedes at få opført en beboelsesejendom i fem etager på Ordrupvej 70 i Ordrup i 1937, hvor hovedprincippet er bærende tværvægge, som er lige tykke i hele husets højde. Da man derved ikke var bundet af et langsgående hovedskillerum, kunne planen udformes frit. Man støbte en etage ad gangen, og straks efter begyndte apteringen. Facadeelementerne er trærammer udfyldt af store vinduespartier, med udvendige brystninger af eternitskifer, beskyttet af råglasplader. Systemhuset kunne opføres 10 procent billigere end et traditionelt murstenshus, men det blev ved dette ene eksempel.

Frits Schlegel skabte sig et navn som bannerfører for den internationale funktionalisme, blandt andet ved for Dansk Cement Central at opføre tre in situstøbte enfamiliehuse i Gentofte, henholdsvis Bernstorffsvej 17 (1931), Ellehøj 3 (1932) og Tuborgvej 95 (1933), det første som en decideret velhavervilla med alle moderne bekvemmeligheder. Den monolitiske konstruktion lagde sig tæt op ad Bauhaus Dessaus mesterhuse, opført i 1926 under ledelse af Walter Gropius.

Schlegels to hovedværker er dog begge jernbetonskeletkonstruktioner: Mariebjerg Kapelkrematorium fra 1936 og Overformynderiets bygning, Holmens Kanal 20, fra 1937 med Ernst Ishøy som rådgivende ingeniør. Kapelkrematoriet er opbygget over et synligt jernbetonskelet udmuret med lyse betonhulsten, på nord- og sydsiden forsynet med lysåbninger med korsformede glasprismer. Kapelrummet har hvide vægge og lofter, og tolenes halvkreds samler sig om det afsondrede kor med katafalk. Overgangen fra den monumentale, fint proportionerede blok til den landskabelige kirkegård, projekteret af landskabsarkitekten G.N. Brandt, i mange henseender Schlegels læremester, formidles af lette pergolaer.

Overformynderiets bygning domineres af skeletkonstruktionen, der kraftigt eksponeres i facaderne. Eneste afvigelse herfra er den dobbelte etagemarkering i hovedfacaden samt hovedindgangen, der er placeret i hovedfacadens midterakse, med institutionens navn i beton. Altså et meget moderne hus med overensstemmelse mellem form og indhold samt ærlighed over for de valgte materialer og konstruktioner. Men sådan skulle det ikke komme til at gå. Bygherren bestemte sig for, i overensstemmelse med regeringen, at fremme anvendelsen af grønlandsk marmor til facadebeklædningen. Og derved blev det – i lighed med et andet offentligt byggeri, Lyngby Rådhus af Hans Erling Langkilde og Ib Martin Jensen, der måtte kæmpe med stærkt afvigende leverancer fra forskellige brud. I det store og hele var begge opgaver måske dem, der i mellemkrigsårene var stærkest inspirerede af Hennebique’s principper.

Vilhelm Lauritzen markerede sig med en suveræn førstepræmie i konkurrencen om en ny Københavns lufthavn i 1936, og den opførte bygning, der blev indviet i 1939, er næsten identisk med konkurrenceprojektet. Der er tale om en jernbetonkonstruktion i to etager, båret af runde, fritstående søjler i et modulnet på 5 x 6 meter, der indebar, at såvel facader som skillevægge kunne behandles ret frit. Det centrale tema var en afgangshal med en ø i midten til behandling af rejsegods, omkranset af kontorer for luftfartsselskaberne og publikumsfaciliteter, overdækket af et elegant bølgeloft af jernbeton. I den ene ende hægtede et afsnit til flyveledelsen sig på, i den anden ende skød restauranten sig ud af bygningskroppen med sin stærkt bølgende glasfacade med udsigt over flyvepladsen. De indvendige bygningsdetaljer præges af bløde og afrundede former, skrå vinkler og lette asymmetrier, en elegant leg med Gunnar Asplunds modernisme.

Dispositionen havde karakter af en kerne omgivet af en åben struktur med udvidelsesmuligheder i forskellige retninger, og disse blev i høj grad udnyttet i de kommende 20 år. Lufthavnsterminalen blev på forunderlig vis reddet fra nedrivning ved en flytning: Efter en fredning i 1998 valgte lufthavnen at få den monolitiske bygning flyttet i ét stykke til en plads i den sydvestlige ende af området. Det foregik under stor mediebevågenhed i dagene 17. – 19. september 1999, en rejse på 3,8 kilometer. Efter en omhyggelig restaurering ved Vilhelm Lauritzens Tegnestue fungerer bygningen nu som særlig VIP-modtagelse for prominente udenlandske gæster.

Le Corbusiers moderne ideer om højhuse og deres samspil med byplanen blev markant implementeret i Danmark af Tage Nielsen og Mogens Irming med flere der fra 1944 etablerede bebyggelsen på Bellahøj. Punkthusene udgør en helhed i landskabet og er underlagt et fælles formsprog, selv om de i detaljen fremstår ganske forskellige, hvor facader og altaner har vidt forskellige opbygninger og udtryk.

Brutale betonkonstruktioner

I perioden efter 2. verdenskrig opstod et mere udpræget krav om ægthed i arkitekturen. For betonens vedkommende blev denne periode meget afgørende. Ikke kun konstruktionerne skulle træde tydeligt frem – også selve overfladerne skulle udvise en ærlighed over for materialets udtryk, frembragt i en mere og mere industrialiseret proces. Igen var især Le Corbusier en af pionererne, der inspirerede til at anvende betonen på en ny måde.

Hvor betonen før krigen skulle være fin, ensartet og hvidmalet, skulle den nu signalere styrke og råhed ved blandt andet at lade overfladerne stå grå og ubehandlede. Således blev betonoverfladerne skabt ved at støbe mod ru, uhøvlede brædder, så bræddernes grove tekstur kunne aflæses i betonens overflade. Byggerierne i denne periode var med til at lægge navn til brutalismen.

I Danmark var det især arkitekterne Knud Friis og Elmar Moltke, der tog den nye anvendelse af betonen til sig og udviklede en lokal dansk udgave af brutalismen, stærkt inspireret af den japanske arkitekt Tadao Ando og den schweiziske tegnestue Atelier 5. I 1966 blev det næsten chokerende brutale betonbyggeri Hotel Lakolk opført på Rømø – et byggeri der skulle bane vejen for en lang række byggerier af Friis og Moltke i årene efter, hvor de anvendte betonen rå og ubehandlet. Hotellet er siden totalt ombygget.

Også de produktive arkitekter Gehrdt Bornebusch, Max Brüel og Jørgen Selchau lader sig inspirere af den rå beton. Her er Holbæk Seminarium, opført i 1967, et for den tid pragteksempel på et brutalistisk byggeri, hvor de pladsstøbte betonkroppe med rå og ubehandlede overflader står i stor harmoni med stedet, hvor det grønne har fået lov til at vokse op ad facaderne og dermed sløre skellet mellem landskab og bygning. 

Brutalismen når måske sit højdepunkt med Vikingeskibshallen i Roskilde fra 1968, tegnet af arkitekten professor Erik Christian Sørensen. Her er det ikke den monolitiske virkning, men derimod de kraftfulde betonkonstruktioner, der skaber et brutalt og ærligt udtryk i både interiøret og eksteriøret, helt i tråd med tidens ideal.

Ingeniørmæssige bedrifter

I midten af 1900-tallet var der stor interesse for at undersøge jernbetonens konstruktionsmæssige potentiale til at lave store spænd. Det førte til en række eksperimenter, hvor ingeniører og arkitekter afprøvede mulighederne gennem imponerende bygværker, hvor det var konstruktionens udformning og formsprog, der var dominerende.

Den schweiziske ingeniør Robert Maillart projekterede betonbroer, som på flere måder var skelsættende inden for brobygningskunsten. Han formgav en række betonbroer i overensstemmelse med kræfternes forløb og betonens konstruktive egenskaber. Det må dog nævnes, at den franske ingeniør Eugène Freyssinet, en af pionererne bag forspændt beton, var tidligere med dette, blandt andet i sin Boutiron-bro ved Vichy fra 1912-1913, hvor de store kræfter i buerne i fjerdedelspunkterne helt undgås ved at etablere forskydning mellem buen og toppladen, så momentet tages som et kraftpar med stor afstand.

Et højdepunkt når Maillart med Salginatobelbrücke ved Graubünden i Schweiz, der blev bygget i 1928. Broen spænder 90 meter over en 90 meter dyb kløft og er blot 3,5 meter bred. Den blev bygget, så de 80 indbyggere i den lille landsby Schuders kunne få deres køer på græs på den anden side af kløften. Broen er bygget på en bue af opadhulede profiler med varierende højde. Når broen belastes af køer og køretøjer, er kræfterne i konstruktionen størst i broens fjerdedelspunkter, og her er siderne højest og derfor stærkest. Når broen belastes af en kraftig sidevind, er det brobanen og buen, der virker som bjælker, der ligger ned og optager kræfterne. Jernbetonmaterialet er placeret der, hvor det gør nytte, hvilket giver det mindst mulige materialeforbrug. Maillart havde beregnet brobanens tykkelse til 16 centimeter, og senere belastningsforsøg har vist, at dette var tilstrækkeligt, men en af hans kolleger ville ikke gå over broen, hvis ikke tykkelsen var 22 centimeter, og derved blev det. At bygge forskalling til Salginatobelbroen var en stor ingeniøropgave i sig selv, men den blev løst af dygtige schweiziske bjergbestigere. Maillarts broer fik stor indflydelse på arkitekternes forståelse af den armerede betons konstruktive og æstetiske muligheder i funktionalismen.

Betonens egenskaber blev ud over til brokonstruktioner også anvendt til at bygge tagkonstruktioner med store spænd. Den italienske ingeniør Pier Luigi Nervi var en af pionererne, der formåede at kombinere klar logik med æstetisk følsomhed. Således opførte han udstillings- og sportshaller opbygget af imponerende konstruktioner i beton. Mest kendt er nok sportshallen Palazzetto dello Sport, der blev bygget til sommerolympiaden i Rom i 1960. Hallens kuppel, der er 61 meter i diameter, består af over 1500 præfabrikerede betonelementer, der tilsammen udgør en imponerende ribbekonstruktion.

Betonens muligheder for at indgå i konstruktioner, hvor en materialebesparende tilgang skaber lette, æstetiske resultater, blev også afprøvet gennem tynde skalkonstruktioner. Her var det især den spanske arkitekt Felix Candela, som viste mulighederne gennem bygværker, hvor betonens lille tykkelse gav mindelser om karton foldet til imponerende skalkonstruktioner.

I Danmark blev betonens statiske potentiale også udforsket. Det gav sig blandt andet udtryk i forbindelse med det tidligere nævnte bølgetag i ankomsthallen i Københavns Lufthavn fra 1939 samt den dobbeltkrumme skalkonstruktion i Radiohusets Koncertsal fra 1945 – begge tegnet af Vilhelm Lauritzen.

Det var i forbindelse med brobygning, at de store betonkonstruktioner blev synlige i Danmark. Det var især opfindelsen af spændbeton, der fik en stor betydning for betonens rolle i dansk brobyggeri. Før 2. verdenskrig var de fleste broer i Danmark opført som stålbroer, men efter krigen blev broerne i stedet opført som betonbroer, der blev forspændt med kabler gennem betonen.

Man taler om forspændt beton, fordi den er spændt, før belastningen kommer på. Forspændt beton kan laves som førspændt (pre-tensioned) på fabrik (hvor den opspændte armering/kablerne omstøbes med frisk beton) eller efterspændt (post-tensioned), der ofte efterspændes på pladsen (typisk, hvor kabler løber i indstøbte rør med spændeanordning i enden). Begge betegnes som »pre-stressed« og blev anvendt i forbindelse med opførelsen af Svendborgsundbroen (1964-1966), Vejlefjordbroen (1975-1980), Alssundbroen (1978-1981) og Sallingsundbroen (1973-1978).

I nyere tid anvendes beton fortsat i forbindelse med store brokonstruktioner i Danmark. Således udgør Storebæltsbroen og Øresundsbroen to brokonstruktioner i international klasse. Storebæltsbroen, der er tegnet af det danske arkitektfirma Dissing + Weitling, bistået af Storebæltsgruppen (Rambøll & Hannemann, Cowiconsult og B. Højlund Rasmussen), stod færdig i 1998 efter syv års byggeri. Broens østlige del består af en knap 7 kilometer lang hængebro, hvor de kraftige pyloner i beton udgør et imponerende fikspunkt midt ude i Storebælt. Broen er en fornem demonstration af, hvordan et betonbyggeri på samme tid kan være kraftfuldt og elegant.

Bare to år efter Storebæltsbroen stod færdig blev Sverige og Danmark forbundet over Øresund. Den østlige del af Øresundsforbindelsen udgøres af en højbro, hvor fire næsten 200 meter høje pyloner udgør fire majestætiske tårne midt ude i Øresund. De slanke betonpyloners dimensioner mindskes på vejen fra havoverfladen til toppen og står nærmest som fire monumentale obelisker, der med skråstag bærer brodækket – deraf navnet skråstagsbro.

Skulpturel og ekspressiv beton

Sideløbende med udforskningen af betonens statiske egenskaber til at skabe store, elegante spænd var der også en række arkitekter, som havde hovedfokus på betonens frie formbarhed. De så betonen som det materiale, der kunne materialisere tankerne om frit formet arkitektur – ofte inspireret af naturens former. Det førte til en ny arkitektur, hvor betonens skulpturelle og ekspressive virkning ofte blev et ikonisk hovedmotiv i værkerne.

Allerede tidligt i historien eksperimenterer Antonio Gaudi med en individuelt formet arkitektur. Også Erich Mendelsohn søger at forme arkitekturen frit ved anvendelse af især beton. Et af hans kendte værker er Einsteinturm i Potsdam fra 1921.

Senere blev der opført en række bygninger i usa, som skulle gå hen og blive nogle af arkitekturens betydningsfulde hovedværker. Blandt disse er to værker af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright. Det ene er sommerboligen »Falling Water House« fra 1939, hvor skulpturelle terrasser af beton er forankret i klipperne og krænger ud over et vandfald. Det andet er Guggenheim Museum i New York fra 1959, hvor en spiralformet rampe af beton danner en form som et sneglehus, som udgør den bærende konstruktion. I usa opførte også den finsk-amerikanske arkitekt Eero Saarinen den ekspressionistiske twa-terminal i Kennedy Airport i 1962, hvor den organiske spændbetonkonstruktion giver mindelser om vingerne på en fugl.

Også Le Corbusier, som igennem hele sit arkitektvirke har påvirket betonens arkitektoniske udvikling, satte sit præg på mulighederne for en friere udformning af betonkonstruktioner. Det kom især til udtryk gennem kirken Notre-Dame-du-Haut i Ronchamp fra 1955, der fremstår som en stor betonskulptur, hvor især det store, ekspressive tag i beton udgør et vigtigt element. Le Corbusier udforskede også betonens formbarhed gennem flere værker i det storstilede projekt Chandigarh – en ny by i Indien, som blev opført i 1950'erne.

En af Le Corbusiers store beundrere var den brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer, der også blev arkitekt på et storstilet byplanprojekt: Brasiliens nye hovedstad Brasilia – bygget fra 1956 til 1960. Her fik Niemeyer mulighed for at opføre en række bygninger, der med sine frit formede betonkonstruktioner udgør en betydelig del af Brasilias arkitektoniske fremtoning.

Den danske arkitekt, der har haft størst betydning for udviklingen af den danske betonarkitektur, er Jørn Utzon. I flere af sine værker har han udfordret betonens potentiale og dermed skabt en helt unik betonarkitektur, hvor betonelementer og in situ-støbning kombineres. Hans ubestridte hovedværk, og måske verdens mest berømte bygning i nyere arkitekturhistorie, er Sydney Opera House.

Selv om operahuset i Sydney er opført langt fra de nordiske himmelstrøg, er inspirationen blandt andet hentet fra Kronborg i Helsingør, hvis placering er at sammenligne med operahusets placering i Sydney.

Som bekendt var Utzon ikke med til hele byggeriet, men de store betonkonstruktioner nåede da heldigvis at blive opført under hans ledelse, inden han i 1966 blev presset til at forlade projektet. Her er husets store, ekspressive skaller et betonmesterværk i sig selv. De er udformet som udsnit af en kugleskal, og de indvendige overflader danner en ribbestruktur, inspireret af palmeblade, der står ubehandlede.

Konstruktivt er skallerne opbygget af dobbeltkurvede ribbeelementer i beton, horaf flere udgør store serier af ens elementer. De er efterfølgende efterspændt med kabler i den in situ-støbte base. På ydersiden er skallerne pålagt glaserede klinker.

Hvis Operahuset i Sydney blev Utzons udenlandske hovedværk, blev Bagsværd Kirke fra 1976 hans hovedværk i Danmark. Bygningen kan på afstand minde lidt om et industrianlæg, men ved nærmere eftersyn åbner der sig en helt anden oplevelse, der kulminerer inde i det magiske kirkerum.

Kirken er opført af præfabrikerede betonrammer i varierende højde, udført i grå beton og med udfyldning af facadeelementer i hvid beton. Indvendig fremstår bygningen primært i hvidmalede betonoverflader og når sit højdepunkt med det hvælvede betonloft, hvis bølgende former nænsomt lader lyset falde ind i kirkerummet. Loftkonstruktionen, der spænder 17 meter, er blot ti centimeter tyk og sprøjtestøbt mod en forskalling af rå brædder, hvis struktur kan aflæses på tværs af konstruktionen.

Strukturelle betonelementer

Industrialiseringen af byggeriet satte for alvor ind i Europa i slutningen af 1950'erne. Som en løsning på den akutte boligmangel, der herskede i det meste af Europa, herunder også i Danmark, blev der indført masseproduktion af byggekomponenter. Dette medførte et krav om modulprojektering og standardisering af byggematerialerne. Presset fra produktionssiden betød, at de arkitekturideologier, der gik ind for ensartethed og rationalitet i både form og produktion, havde en klar fordel frem for andre herskende ideologier.

Igen er Arne Jacobsen og hans ingeniør Mogens Folmer Andersen blandt pionererne. Blandt andet i Rødovre Rådhus afprøver de i 1955 mulighederne for fremstilling af betonelementer i form af søjler, bjælker og dæk, og der eksperimenteres med metoder og udstyr til at hejse dem på plads og montere dem i bygningen.

Etagehuset blev den foretrukne boligform, primært af byggerationelle hensyn. 1960'erne og 1970'erne blev således i store dele af Europa præget af meget store industrielt producerede boligbebyggelser, bestående af systematisk udlagte blokke. Bebyggelserne, der blev placeret i de store byers forstæder, blev senere genstand for sociale problemer, da boligmarkedet igen vendte, idet de endte som opsamlingssteder for samfundets svagest stillede.

Betonelementet spillede en afgørende rolle i opførelsen af de mange boligblokke. De gamle principper for murede konstruktioner med bærende facader og bærende hovedskillevægge i bygningens midte blev afløst af bærende betonelementskillevægge, placeret på tværs af bygningens længderetning og uden bærende facader.

Ønsket om store indbyggede altaner, som Le Corbusier havde vist det i 1925, fik arkitekterne til at vende væggene, så lejlighedsskellene også blev de bærende vægge, og sydfacaderne kunne få den indbyggede altan foran et stort vinduesparti. Længdestabiliteten blev så som regel etableret ved hjælp af husets trapper.

Beton isolerer dårligt mod varme og kulde, så da produktionen af betonydervægge startede, måtte man lagdele dem i en konstruktiv indervæg, et isoleringsmateriale og en tynd betonfacade. Den glatte grå betonflade patinerer ikke godt i det nordiske klima, den bliver sort og snavset. Det kan man bøde på ved at støbe den ydre skal af fadeelementerne i hvid cement og med knust marmor som tilslagsmateriale, eller man kan komme granitskærver i formen og så vaske det meste af cementen væk fra ydersiden og få de fritlagte sten frem. Eller man kan erstatte den ydre betonplade med en skalmuring af tynde murstensskaller – så ligner betonhuset et muret hus, og alle er glade.

I 1970'erne havde kritikken af de store boligområder vokset sig stærk. Kransporene havde dikteret bebyggelsesplanen, og beton(elementerne) fik en del af skylden for det rigide og oplevelsesfattige miljø – begrebet betonslum opstod. I 1980'erne blev flere af byggerierne renoveret og malet i sprælske farver, og de synlige betonelementer forsvandt langsomt ud af byggeriet. Produktionen fortsatte dog ufortrødent, og langt de fleste bygninger opføres stadig med betonelementer – anvendt som råhus, der efterfølgende pakkes ind i isolering og andre facadematerialer, primært glas og tegl.

Trods det uheldige omdømme, som betonelementet havde fået, var der flere arkitekter, som formåede at frembringe stor arkitektur. I Danmark blev et af højdepunkterne i brugen af betonelementer til etageboliger boligbebyggelsen Høje Gladsaxe, opført 1962-68, tegnet af arkitekterne Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, Jørgen Juul Møller, Kai Agertoft og Alex Poulsen, mens P.E. Malmstøm var ingeniører på betonkonstruktionerne. Her indfører den senere professor Johannes F. Munch-Petersen som noget nyt blandt andet vandret efterspændt armering af elementerne i tværvæggene for at sikre forskydningsoptagelsen. De fem 16-etagers boligblokke udgør et markant fikspunkt i landskabet omkring København. Bebyggelserne blev opført i tidens ånd med faste moduler og standardiserede betonelementer.

Som et modsvar til de mange høje boligblokke tegnede Fællestegnestuen ved Viggo Møller Jensen og Tyge Arnfred 1963-66 Albertslund Syd, der også var opført med standardiserede betonelementer – men kun i én etage, hvormed der opstod en tæt, lav by. Bebyggelsen var med til at inspirere til opførelsen af andre tæt-lav-bebyggelser, heriblandt Galgebakken fra 1974, tegnet af J.P. Storgård & Jørn Ørum-Nielsen, Hanne Marcussen og Anne Ørum-Nielsen. Her er planen og de enkelte boliger udformet, så både kravene til det nære, private miljø og til fællesskabet bedst muligt imødekommes, og der er stor variation i boligtyperne.

Et af tidens mest ambitiøse byggerier var Herlev Hospital fra 1976. Byggeriet, som blev tegnet af arkitekterne Gehrdt Bornebusch, Jørgen Selchau og Max Brüel, blev opført som industrialiseret montagebyggeri med betonelementer. Sengetårnet med sine 26 etager er dog en kombination af beton støbt på stedet i glideforskalling og fabriksfremstillede betonelementer.

Også arkitekten Knud Munk viste med opførelsen af Amtsgården i Roskilde (nu Roskilde Rådhus), international klasse ved en virkningsfuld brug af betonelementer. Bygningens kontorfløj er opført som en præfabrikeret skeletkonstruktion i beton bestående af søjler, facadedragere, bjælker og dæk sammenstillet i en åben struktur, der står i rolig kontrast til bygningens lukkede og massive del i pladsstøbt beton.

Den danske arkitekt, som måske fik mest ud af de arkitektoniske muligheder med betonelementer, var Jørn Utzon. Han viste på magisk vis, hvordan betonelementer kunne sammenstilles til en både organisk og magisk arkitektur. Ud over Sydney Opera House er Paustian Møbelhus et eksempel på dette. Bygningen, som er placeret i Københavns Nordhavn, er opbygget af præfabrikerede betonelementer, der inspireret af den danske bøgeskov danner en betagende søjleskov, kulminerende med lysningen – det store rum i midten, der spænder over alle etager.

Betonbelægninger

I forbindelse med at anvendelsen af beton blev almindelig i bygge- og anlægsopgaver i slutningen af 1800-årene, vandt den også indpas til fliser, støbt med feltspatgrus eller knust sandsten i toplaget og en grovere beton nedenunder af hensyn til styrke og ruhed. Den københavnske fortovsflise blev således udviklet allerede i 1880'erne og fik et aflangt format (62,5 × 80 × 7/10 centimeter), således at belægningens bredde kan varieres.

Henimod slutningen af 1. verdenskrig holdt betonflisen sit indtog i haverne som afløsning for de dominerende grusgange, og så var der jo også den fordel, at husejeren selv kunne støbe dem i primitive forme. Man anså det for et ideal, at græsset blev havens gulv, så de flisebelagte gange blev reduceret mest muligt. Betonflisestumper blev tilsvarende meget populære til brudflisebelægninger, men havde den ulempe, at de enkelte fliser altid havde én ret vinkel. Betonstøberier opstod lokalt som paddehatte over hele landet, og en mængde forskellige fliseformater, ud over fortovsflisen, var i handelen.

Betonbelægningssten produceres ved tørstøbning i såkaldte blokstensmaskiner, som er væsentlig mere effektive end vådstøbning. Maskinen kan for eksempel fremstille 15 fliser i minuttet, mens vådstøbt beton er henved otte timer om at binde af.

Efter 2. verdenskrig medførte de store byggeopgaver, at landskabsarkitekterne i stigende grad blev inddraget i planlægningen på et tidligt tidspunkt. Det medførte, at ledende folk som C. Th. Sørensen og Sven Hansen fik lejlighed til at eksperimentere med nye belægningsformer, hvilket resulterede i Sørensens sekskantede Bellahøjflise til stiforløbene i Bellahøjbebyggelsen fra starten af 1950'erne, som stadig er i produktion, og for eksempel Sven Hansens arbejde i slutningen af 1950'erne med trekantede fliseformer på udearealerne ved Amtssygehuset i Glostrup.

Inspirationen fra den sydeuropæiske bygningskultur, med dens indadvendte, private gårdrum og klimabetingede glidende overgang mellem ude og inde, blev sammen med fascinationen af den traditionelle japanske boligs intime forhold til haven en stærk ledetråd i dansk arkitektur i 1950'erne. Opløsningen af grænsen mellem boligareal og udeareal manifesterer sig blandt andet i, at de udendørs belægninger fortsætter ind i boligen, og det bliver almindeligt at opleve både naturstens-, klinke- og betonbelægninger inden døre i parcelhusene, ofte med indbygget gulvvarme.

Men egentlig standardisering eller normdannelse for betonvarer havde man stadig til gode. Anledningen kom med det epokegørende boligområde Albertslund Syd, som Fællestegnestuen opførte 1963-1966. Det bestod af 1005 gårdhuse, 550 rækkehuse og 620 etagelejligheder. Her oplevede man for første gang, at arkitekterne på alle niveauer blandede sig med ingeniørerne, fra elementproduktion til montage. Betonoverfladernes stofkarakter blev for eksempel ikke-maskinel, og kransporene fik ikke lov til at diktere bebyggelsesplanen. Byen skulle ikke opleves som en overvældende ophobning af boliger, men som et forløb af byrum, en arkitektonisk struktur, dannet af stræder og pladser. Udformningen af byens rum – deres forløb, inventar, belægning, beplantning med mere var de udtryksmidler, der gav pladser og stier deres særpræg.

Landskabsarkitekten Ole Nørgaard blev tilknyttet projekteringen, og han udviklede et særligt betonflisesystem – Albertslundserien – over et modul på 15 × 30 centimeter, som går op i bygningernes modul, og som passer til træhuller, vandrender, brønddæksler med mere, så man kunne undgå tilhugning.  I flisesystemet indgår foruden små og store fliser også kantstene, trappetrin, sandkasseelementer og lignende. Hermed var et helt belægningssystem kommet til Danmark.

Et lignende, lidt senere eksempel er Solrød Center fra 1975-76, hvortil GHB (Ginman, Harboe og Borup) Landskabsarkitekter udviklede et system af rødlige betonsten med udgangspunkt i formatet 7 x 21 centimeter, der dækker hele bystrøget fra rådhuset til stationen og videre til Solrød Strandvej. I fantasifulde mønstre og fine indramninger af træer og byinventar udnyttes systemets muligheder til det yderste.

Interessante er også de udendørs belægninger omkring Kunstmuseet HEART i Herning, udelukkende baseret på fire standardfliseformater og en betonsten på 20 x 3,5 centimeter, som Schønherr Landskab skabte i 2009.

In situ-støbte betonbelægninger i det offentlige rum holdt deres indtog i starten af 1920'erne med de første forsøg med betonveje, men det var først i 1930'erne, at armerede betonbelægninger til veje vandt udbredelse. Holdbarheden var dog ikke overbevisende, revnedannelser og tilslagsmateriale indeholdende kisel udgjorde et problem, især efter at det i 1950'erne blev almindeligt at anvende tøsalte til vintervedligeholdelse i Danmark. Nye betontyper har dog elimineret dette problem.

I 2000’erne har in situ-støbte betonflader atter holdt sit indtog i landskabsarkitekturen. Et af de mest overbevisende eksempler er cbs-Kilen, Solbjergplads 3 på Frederiksberg, udført 2003-2006 efter konkurrence af Marianne Levinsen Landskab. Mellem Søndre Fasanvej med Solbjerg Metro og Frederiksberg Centret løber en lang promenade som et bredt spor, som kobler de store bygningskroppe sammen og forstærker det lange stræk gennem byen. Den er udført i in situ-støbt beton med kostet overflade og udsparede cirkulære huller til henholdsvis træer og forskellige græsarter, et stiliseret billede på nedlagte, slidte arealer, hvor vilde græsser og ukrudt bryder igennem nedefra, så snart der er en sprække. På tværs af promenaden er der i en uensartet rytme nedfældet stokke af azobétræ. Omkring indgangspartierne til Kilen er der siddetrin af beton, og den terrasserede plads hen mod den renoverede bygning Howitzvej 50 har trin og opstribninger af betonbordursten.

Nye betonidealer

Bortset fra enkelte undtagelser ses betonen i 1980'erne ikke så ofte som synligt materiale. Og når det anvendes, er det oftest i samspil med så mange andre byggematerialer, at det er svært at tale om egentlig betonarkitektur. Perioden er præget af postmodernismens idealer om en symbolpræget og sammensat arkitektur, hvor genbrug af historiske typer og referencer til historiske arkitekturelementer er typiske kendetegn.

Som et opgør med postmodernismens historiske tilbageblik opstår dekonstruktivismen, hvor arkitekturen accepterer den opløste og fragmenterede virkelighed. Dette ønske om at nedbryde formsprog og helhed i arkitekturen får aldrig rigtig fat i Norden, som det gør andre steder i Europa – sandsynligvis grundet en for stor kontrast til den nordiske tradition, hvor helhed og harmoni er kvalitetsbegreber, der bliver værnet om.

På grund af betonens store fleksibilitet bliver den ofte anvendt i forbindelse med dekonstruktivismens skæve formsprog, men tit også i sammenstilling med mange andre byggematerialer. En af de arkitekter, som mest fremtrædende anvender beton til at udtrykke tidens nye formsprog, er den irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadid.

Med brandstationen i Weil am Rhein fra 1993 viser hun, hvordan skrå skiver af beton kan sammenstilles til en bygning, der efter alle kunstens regler trodser konstruktiv fornuft. Hun har opført en række bygninger, der er en direkte udvikling af den dekonstruktivistiske tankegang – heriblandt Phaeno Science Center i Wolfsburg fra 2005, hvor betonen er det altdominerende materiale, samt tilbygningen til Ordrupgaard i 2006, der er en mere afdæmpet udgave af Zaha Hadids ekspressive arkitektur.

Også danske arkitekter bygger i beton, helt efter dekonstruktivismens idealer. Den unge arkitekt Søren Robert Lund vinder konkurrencen om at bygge det nye museum for moderne kunst i Ishøj ud til Køge Bugt. Museet, der står færdigt i 1996, består af en hovedakse, der støder sammen med og gennembrydes af andre bygningselementer i beton.

I 1990'erne ser en række arkitekter nogle helt nye muligheder i betonen. Den anvendes oftest ubehandlet, hvorved dens udtryk træder ærligt frem. Der er nærmest tale om en forfinelse af idealerne fra brutalismen – men hvor betonen nu gøres eksklusiv og spiller mere sammen med andre fint forarbejdede byggematerialer, så der opstår en harmonisk og kontrastfyldt arkitektur.

Internationalt er der især to kendte arkitekter, som har formået at bygge videre på udviklingen af beton i arkitekturen: den japanske arkitekt Tadao Ando og den spanske arkitekt Santiago Calatrava. Med beton som altdominerende materiale opfører Ando en lang række bygninger i Japan. De rå betonoverflader ude som inde med nøjsomt proportionerede formplader og præcist placerede konushuller fortæller historien om, hvordan væggene blev konstrueret og giver en oplevelse af skala og proportioner i overfladerne. Betonen fremstår som et ædelt materiale, og det er da også Ando, som har beskrevet betonen som vor tids marmor.

Hvor Tadao Ando er kendt for at forædle betonoverfladen, formår Santiago Calatrava især at udforme spektakulære konstruktioner med beton i et organisk og konstruktivt formsprog. Ved at presse mulighederne for, hvad der kan lade sig gøre rent konstruktivt med beton – og samtidig lade betonoverfladerne stå synlige – fremstår flere af Calatravas bygninger som førende eksempler på beton anvendt på betonens egne præmisser.

I tiden frem til i dag tegnes betonarkitekturen af en lang række internationale tegnestuer, der har placeret sig som seneste led i betontraditionen og herigennem har fornyet arkitekturen og givet betonen nye interessante former og overflader.

I Danmark begynder der for alvor at ske noget igen inden for betonarkitekturen, da arkitekterne Christian og Signe Cold i 1996 vinder den åbne konkurrence om en ny hovedindgang til Zoologisk Have i København. Bygningen indeholder blandt andet en tung auditoriebygning i pladsstøbt beton, hvor betonen står både kraftfuld og hudløst ærlig. I forbindelse med byggeriet danner de tegnestuen entasis, og det viser sig at være startskuddet til en række projekter, hvor beton er det dominerende byggemateriale. Dette gælder tilbygningen til Kildeskovshallen i Gentofte, hvor den nedsænkede betonbygning står i smuk kontrast til den højtrækkende hovedbygning. Tilbygningen blev tilkendt Forskallings- prisen i 2003. I 2009 vinder de Betonelement-Prisen i Danmark for deres boligbyggeri Emaljehaven i København. Bygningen er opført med polerede betonelementer, der er sammenstillet i et nyskabende fletværk i facaden.

I 2006 opføres spejderhytten Hindemosehus af den danske arkitekt Sophus Søbye, der i projektet udnytter flere af betonens både statiske og æstetiske muligheder. De rå betonvægge, der både er grove og fine på samme tid, danner robuste rammer om spejdernes friluftsaktiviteter, hvor grænsen mellem ude og inde i bygningen opleves flydende.

Bygningen er opført med facader i pladsstøbt beton i op til fire meters højde, og mens de udvendige betonoverflader er støbt mod glat pladeforskalling, er overfladerne ind mod gårdspladsen støbt mod ru bræddeforskalling, hvilket skaber en interessant variation gennem anlægget. Byggeriet modtog In Situ-Prisen i 2008.

Betonarkitektur i fremtiden

Hvor bevæger betonarkitekturen sig hen i disse år og fremover?

Særligt to tendenser vil præge betonarkitekturen de kommende år: bæredygtighed og industrialisering 4.0 med digitalisering som vdc (Virtual Design & Construction) og bim (Building Information Modeling), 3D (Three-Dimensional Modeling) og avancerede beregningsprogrammer.

Arkitekten er traditionelt set formgiver, men allerede i materialevalget ligger spørgsmål om bæredygtighed, som arkitekterne vil komme til at forholde sig aktivt til i fremtiden. I den forbindelse skal de arkitektoniske valg holdes op i forhold til materialernes bidrag til det samlede miljøaftryk, som en bygning har i en komplet livscyklus.

Dermed vil arkitekten i designfasen skulle trække på materialeindsigt og ingeniørviden og måske samarbejde med producenter og entreprenører i de tidlige faser af et givent projekt, så man kan få belyst konsekvenserne af et materialevalg og aktivt arbejde med optimeret brug af byggematerialerne. Eksempler på dette kan handle om transformation, genanvendelse, design med henblik på adskillelse, karbonatisering, termisk kapacitet, big data og IoT (Internet of Things) samt digital formgivning, hvilket bliver gennemgået nedenfor.

Transformation af eksisterende byggeri er en måde at arbejde med bæredygtighed på. Til det formål udgør betonkonstruktioner en oplagt mulighed på grund af den høje styrke og lange levetid. De seneste år er der kommet en lang række spektakulære eksempler på, hvordan man kan genbruge betonkonstruktioner og på den måde skabe bæredygtigt byggeri. De to cases i nærværende bog med Praksis Arkitekters filigrantildækkede Frihavnstårn i Københavns Nordhavn og cubos redefinering af det gamle kraftværk Nordkraft i Aalborg er eksponenter for en henholdsvis rå og forfinet genfortolkning af eksisterende bygninger.

Andre eksempler på transformation af siloer er The Silo lige ved siden af Frihavnstårnet og Portland Towers i Nordhavnen, hvor cobe med Dan Stubbergaard i spidsen har lavet en radikal transformation; omdannelsen af maltsiloer i Carlsberg Byen med Arkitema Architects som arkitekter og den elegante Gemini Residence på Islands Brygge i København tegnet af hollandske mvrdv og jjw Arkitekter.

Som udtryk for transformation af industribygninger i beton er det oplagt at nævne det prisvindende Søfartsmuseet i Helsingør, tegnet af Bjarke Ingels og BIG, hvor man dristigt og teknisk kompliceret valgte at bygge under havoverfladen og brugte tørdokken som omdrejningspunkt for museet.

I den arkitektonisk mere diskrete ende af skalaen er biblioteket i Herning med gpp arkitekter og Arkitektfirma Kristian H. Nielsen samt Konstabelskolen på Margretheholmen i København, som Vandkunsten var arkitekt på, fine transformationer, som gennem renovering har pustet nyt liv i gammel betonarkitektur. De to sidstnævnte vandt renover-prisen i henholdsvis 2015 og 2016.

Der er stort politisk og branchemæssigt fokus på genanvendelse og cirkulær økonomi. Og det med god grund: En tredjedel af alt affald i Danmark er byggeaffald. Ser man på beton, er der minimum to millioner ton betonaffald årligt.

I en lang række tilfælde giver det ikke et særligt arkitektonisk udtryk, hvis den genanvendte beton bruges i skjulte konstruktioner. Men bruges betonen synligt – det kan være som slebne, oppolerede gulve – kan det genanvendte tilslag give en særegen terrazzolignende overflade. Der er også eksperimenteret med tilslag af andre genanvendte materialer, som kan give en distinkt genbrugsæstetik. Det har Lendager Group blandet andet gjort i Copenhagen Towers i Ørestaden. I større skala vil genanvendelse nok ikke give anledning til nye arkitektoniske udtryk, men snarere bruges af hensyn til øget genanvendelse og bæredygtighed.

Design med henblik på adskillelse – eller design for disassembly – handler om at tænke, designe og bygge bygninger reversibelt: De skal kunne skilles ad igen. Der findes enkelte bud på den type arkitektur uden for Danmark, men metoden er fortsat under udvikling. Fællestegnestuen med 3×N, Vandkunsten og Lendager Group arbejder aktuelt sammen med en række byggeaktører om at bygge almene boliger baseret på design med henblik på adskillelse. Samarbejdet sker under navnet »Circle House«, der refererer til arbejdet med cirkulær økonomi i byggeriet.

Designprincippet – hvis det skal give basis for genanvendelse af de enkelte bygningskomponenter – kræver en vis grad af standardisering, så komponenterne kan genbruges i nye sammenhænge. Ligeledes kræves der nye byggetekniker og samlingsmetoder, så bygningerne kan skilles ad i enkeltkomponenter.

Om disse designprincipper vil blive udbredt i stor skala, så der er grobund for et reelt marked for standardiserede bygningskomponenter, er vanskeligt at spå om. Men der ligger et potentiale i denne måde at tænke bygninger på, hvor kombinationen af et råhus, som giver mulighed for fleksible løsninger, og en indmad, som nemt kan skilles ad, så man kan ombygge bygningen til nye formål, kan være en opskrift på bæredygtigt byggeri, fordi man derved kan forlænge bygningens levetid.

Bag det ikke særligt mundrette begreb karbonatisering gemmer der sig en væsentlig indsigt om CO2, nemlig at omkring 25 procent af den samlede CO2-udledning fra cementproduktionen genoptages naturligt. Det sker kemisk ved, at betonen optager CO2 i kontakt med atmosfærisk luft.

Arkitektonisk kan denne indsigt bruges til at eksponere mest mulig betonoverflade. Jo mere eksponeret overflade, jo mere optag af CO2.

Der findes et utal af muligheder for synlig beton med grafiske elementer, indfarvet beton, tredimensionelle støbeforme eller andre særlige støbeteknikker, og tektonik med udformning og sammenføjning af betonelementer. Bruges de muligheder i kombination med indsigten om karbonatisering, åbner det op for arkitektoniske udtryk og synlig beton, som både handler om bæredygtighed og arkitektur.

Beton er et tungt materiale med en høj termisk kapacitet. Det vil sige, at det kan lagre varme eller kulde. Derfor kan det give et lavere energiforbrug end i bygninger med mindre termisk kapacitet.

Beregninger og studier viser, at den termiske kapacitet kan give et energiforbrug, som er syv til 17 procent lavere end i en let bygning. Effekten af den termiske kapacitet bliver mindre, hvis betonen ikke er eksponeret på grund af trægulve eller nedhængte lofter. Desto mere eksponeret beton, desto større mulighed for et lavere energiforbrug. Som med karbonatisering kan denne indsigt give anledning til designvalg, hvor man eksponerer mest mulig beton og dermed bruger de æstetiske muligheder i betonen, samtidig med at det også giver en mere bæredygtig bygning.

Fremtiden vil utvivlsomt bringe langt mere teknologi ind i bygninger og infrastruktur. I forhold til beton vil man blandt andet kunne indstøbe sensorer, som kan bruges til en række formål. Det kan være live information om trafik, måling af fugtigheden i betonen, så man ved, hvornår et trægulv kan lægges uden risiko for byggeskader, eller bedre styring af indeklima, så lagring af kulde eller varme kan justeres med viden om vejrudsigten. Aktuelt har man i projektet EnergyLab Nordhavn indstøbt temperatursensorer i betonelementer, så man kan styre, hvor lang tid man kan afkoble bygningerne fra fjernvarmenettet i peak-perioder.

Disse muligheder vil få indvirkning på arkitektoniske valg om indeklima og adfærd, men vil i mindre omfang, hvis noget, medføre æstetiske muligheder.

Digital fabrikation er ligeledes et område, som har en stor betydning for betonens arkitektoniske muligheder. Ved anvendelse af robotteknologi til fabrikation af støbeforme er der blevet fremstillet betonkonstruktioner med et helt nyt formsprog. Det ser man blandt andet med projektet Bladerunner, hvor arkitekttegnestuen 3×N sammen med andre partnere har undersøgt potentialerne ved den nye teknologi.

Andre eksempler er en 12 meter lang betonpavillon støbt i Glostrup som hovedresultatet fra udviklingsprojektet Unikabeton.

Konstruktionen – som viser mulighederne ved digitalt frembragt arkitektur, hvor specialsoftware har optimeret formen til en organisk minimalkonstruktion – er skabt ved hjælp af robotteknologi. Alle forskallingsdele er fræset ud i ekspanderet polystyren. Samme teknologi blev anvendt til opførelsen af en endnu større betonpavillon, »Fisken« i Aarhus i 2014, hvor teknologien blev presset til det yderste. Konstruktionen, der var designet af den internationale arkitekttegnestue Superpool og fremstillet i forbindelse med det europæiske udviklingsprojekt TailorCrete, introducerede endvidere en teknik, hvor de robotfremstillede forskallingsdele kunne genanvendes – helt i tråd med tankegangen om bæredygtige byggeprincipper.

Den danske bygningsingeniør, professor ved dtu Kristian Hertz opfandt i 2009 en ny type superlette betonkonstruktioner – og de såkaldte perlekæde konstruktioner, der muliggør fremstilling af buer, hvælv og kupler ved sammenspænding af plane masseproducerede elementer. Derved bliver den dyre og tidskrævende forskalling og støbning på stedet helt overflødig.

Den første buebro med det nye princip er etableret over Vorgod Å. De super-lette dækelementer fremstilles med en ny robotteknologi, der giver økonomisk attraktive muligheder for at skabe kurvede bygninger af elementer med indlagte installationer og beslag til montage af altaner, rækværk og så videre.  

Et tidligt eksempel på anvendelse af super-lette betonelementer ses i Gl. Hellerup Gymnasium, tegnet af Bjarke Ingels (BIG), hvor elementernes undersider fremstår i letbeton, der lyddæmper klasseværelserne, så man undgår at opsætte lyddæmpende plader i lofterne.

De nævnte eksempler udnytter mulighederne ved subtraktive processer, men fremover vil der også blive sat mere fokus på de additive processer. Mulighederne er for eksempel til stede for at 3D-printe bygninger med en hurtighærdnende beton. Dette undersøges nu, hvor de oprindelige patenter på 3D-printteknologien af Charles W. Hull og andre fra 1984 er udløbet. Europas første 3D-printede bygning The bod (Building on Demand) i Københavns Nordhavn stod færdig i december 2017.

Under alle omstændigheder åbner de nye digitale muligheder op for at bruge betonens formbarhed i større udstrækning end tidligere.

Et sidste perspektiv på fremtidig brug af beton handler om, hvordan vi kan beskytte os mod klimaforandringer. De seneste år har således vist konsekvenserne af klimaforandringer: Mere regn og kraftigere regn med flere skybrud og kraftigere storme, som har givet stormflod og oversvømmelser.

I begge tilfælde kan beton være et yderst brugbart materiale til at håndtere de ekstra vandmængder. Det kan være med stormflodssikring ved kyster og havne. Eller med løsninger både over og under jord – i praksis ofte en kombination – til at håndtere store regnmængder.

Betonen har i de sammenhænge vist sig som et materiale, som kan løse flere behov, først og fremmest den rent fysiske håndtering af vand. Men i stigende grad har kommuner og landskabsarkitekter fået øjnene op for mulighederne med at bruge betonen også kreativt og æstetisk, så man med klimaløsningerne både håndterer vandet og samtidig skaber rekreative offentlige rum, hvor de øgede vandmængder ikke blot håndteres, men også bruges som virkemiddel.

Fine stedsspecifikke eksempler på rekreative klimaløsninger med høj arkitektonisk værdi har man set de seneste år med Le Mur i Lemvig tegnet af Hasløv og Kjærsgaard, Lindevangsparken på Frederiksberg tegnet af Marianne Levinsen og Sønæs ved Viborg tegnet af Møller og Grønborg A/S. Klimaflisen, udviklet af Tredje Natur, er et eksempel på et system til regnvandshåndtering, baseret på Københavnerflisens kendte format, men med nye funktioner.

Bagom Dansk Betonarkitektur

De udvalgte cases i bogen Dansk Betonarkitektur – som også er præsenteret på synligbeton.dk – er centreret om arkitektur, som geografisk ligger i Danmark, hvor beton er det primære og synlige materiale, og hvor der er bygget på betonens præmisser. Der er udvalgt både bygninger og infrastruktur. Der er eksempler på in situ-støbninger, præfabrikerede elementer og belægninger, som tilsammen skal give et repræsentativt og mangfoldigt billede af dansk betonarkitektur.

I forbindelse udarbejdelsen af Dansk Betonarkitektur, som er stærkt repræsenteret på synligbeton.dk, skal der lyde en stor tak til arkitekturprofessor Karl Christiansen fra Aarhus Arkitektskole for de indledende drøftelser om bogen. Tak til redaktionsgruppen, som med entusiasme bidrog til diskussion og kvalificering af indholdet: Professor Anne Beim, kadk/cinark, konsulent Martin Yhlén, Akademisk Arkitektforening, mangeårig betonekspert og -ingeniør Christian Munch-Petersen, Emcon, arkitekt maa og Ph.D Peter Andreas Sattrup, Danske Arkitektvirksomheder, og professor Mikkel Kragh, sdu, samt professor Kristian Dahl Hertz, dtu, og lektor Torben Dam, ku, der begge har bidraget til det historiske afsnit.

Tak til Dansk Betonforening, som står bag den elektroniske version af Betonhåndbogen, hvorfra det historiske afsnit og materialeafsnittet stammer, som er brugt i Dansk Betonarkitektur – og nu også på synligbeton.dk – i en bearbejdet og udvidet version.

Endelig en særlig tak til holdet bag Dansk Betonarkitektur: bogens forfatter Jørgen Hegner Christiansen, fotograf Torben Eskerod, grafisk tilrettelægger Carl-H.K. Zakrisson, arkitekt, fagkonsulent og medforfatter Thomas Juul Andersen, Betoncentret, Teknologisk Institut, og projektkoordinator Susanne Lundbeck.

Loading...