betonteknologi

De fleste betonteknologiske parametre vælges primært ud fra den betydning de har for betonens statiske og holdbarhedsmæsige egenskaber. En række af disse parametre har imidlertid også betydning for betonens synlige overflade.

Betonsammensætning
Sammensætning af beton er en større videnskab og nogle af de valg der træffes i forbindelse med betonsammensætningen har en afgørende betydning for betonens overflade. For projekter hvor det æstetiske udtryk er altafgørende anbefales det at skræddersy betonen og dens egenskaber i forhold til den forestående opgave. Og en intens dialog imellem bygherre, udførende og betonproducent omkring betonsammensætningen er nødvendig for at sikre et optimalt resultat.

Betonens farve bestemmes af de fine partikler, dvs. cement, diverse fillermaterialer, evt. pigmenter samt filler i sandet som efter hydratisering (reaktion med vand i betonen) udgør selve den synlige betonoverflade. Som udgangspunkt er det cementen der bestemmer farven, hvid eller grå. Herefter bestemmer eventuelle fillermaterialer som mikrosilika og flyveaske og det fine sand farvenuancen. Nogle typer sand giver eksempelvis en gul nuance. Flyveaske og mikrosilika giver en mørkere grå nuance, end hvis der kun anvendes cement. Hvis der søges en bestemt farve, kan der tilsættes pigmenter, der kan give betonen kraftigere farver som rød og blå. Beton med stærke farver fremstilles primært ud fra hvid cement.

Forholdet mellem vand og cement (v/c tallet) fortæller noget om hvor tæt betonen vil blive. Jo lavere v/c tal desto tættere beton. Det kan have en stor betydning for holdbarheden af udseendet af betonoverfladen. Tætte overflader er eksempelvis mindre modtagelige for smuds, og vil også forvitre langsommere. Læs mere om ældning og patinering.

Støbemetode
Støbemetoden kan være meget afgørende for, hvordan den synlige betonoverflade til slut tager sig ud.

Grundlæggende kan man skelne imellem vandret og lodret støbning. Ved vandret støbning vil de synlige overflader af slutproduktet være dem der grænser op til formens top og bund, mens det for lodrette støbninger vil være formen lodrette sider som vil være synlige.

Betonelementfremstilling foregår typisk ved støbning med selvkompakterende beton (SCC) vandret i forme af stål. Det giver mulighed for at bearbejde den ujævne opside på elementet, eksempelvis via glitning, slibning, kostning mm. Luftblærer i overfladen bekæmpes effektivt gennem afdækning med plastfolie imellem udstøbning og glitning, samt ved undersiden i det omfang det overhovedet er nødvendigt i form af meget kortvarig vibrering.

Pladsstøbning af beton foregår typisk, når man ser bort fra gulve, med sætmålsbeton i lodrette forme af stål eller træ. Her vil overfladeteksturen ofte være et udtryk for det anvendte formmateriale, eksempelvis bræddestruktur fra brædder af træ. Det er væsentligt nemmere at undgå luftblærer i overfladen i en træbeklædt form end i en stålform. Betonen vibreres i formen for at sikre god armeringomstøbningen og pæne overflader. Der må ikke overvibreres, og det kan til tider være svært at få tilstrækkeligt med luftblærer væk fra formsiderne til at opnå den ønskede overflade kvalitet. Der er meget få danske erfaringer med lodret støbning med SCC, men kan man opnå strømning langs formsiderne i forbindelse med fyldning af formen tyder meget på at flotte overflader kan opnås med SCC. Hvis man overvejer at anvende SCC til lodret støbning henvises i øvrigt til ”Håndbog for udførelse af SCC” udgivet af Teknologisk Institut.

En anden støbemetode er sprøjtestøbning. Ved denne metode sprøjtes betonen på et underlag ved hjælp af trykluft. Hastigheden gør at betonen komprimerer sig på underlaget, så det ikke er nødvendigt at bearbejde overfladen yderligere. Metoden anvendes oftest ved konstruktioner som ellers ville stille meget store krav til forskalling, men er i andre tilfælde også et bevidst tilvalg på grund af overfladens karakteristiske, grove tekstur.

Glidestøbning anvendes typisk ved relativt høje betonkonstruktioner, såsom siloer, skorstene, trappeskakte mv. Den ca. 1 meter høje glideform glider langsomt opad i takt med udstøbningsarbejdet via hydrauliske løfteanordninger. Glideformens overflade udgøres typisk af stål eller træ som giver en forholdsvis glat overflade med synlige spor efter den opadstræbende bevægelse fra glideformen.
Uanset hvilken støbemetode der anvendes er det naturligvis essentielt for at opnå god æstetisk holdbarhed at beton cures korrekt så overfladen opnår den ønskede styrke og tæthed.

Læs mere om de forskellige overfladetyper i Overfladebiblioteket